Har du lyst til at hjælpe med at skabe bedre trivsel blandt børn og unge i folkeskolen? Og har du mulighed for at bruge et par timer om ugen i dagstimerne på meningsfuldt, frivilligt arbejde?

Så er du måske en af vores næste frivillige gruppeledere for vores Trivselsgrupper. Efterspørgslen på Trivselsgrupperne er stor, og derfor har vi nu brug for nye frivillige.

Trivselsgrupperne er et samarbejde mellem Selvhjælp Silkeborg og Silkeborg kommune, og afholdes på skolerne i Silkeborg kommune. Grupperne ledes i fællesskab af en frivillig og en ansat på skolen. 

En trivselsgruppe mødes over ca. 10 gange af et par times varighed enten hver eller hver anden uge, oftest i eller lige efter skoletid. Efter endt gruppeforløb kan du vurdere, om du har lyst til at fortsætte. Ofte vil din ansatte makker skulle køre to forløb i løbet af et skoleår, og det er altid dejligt, hvis den frivillige har lyst til at være en del af begge - dette er dog ikke et krav!

Dine opgaver som gruppeleder:

  • Lytte og samtale med børn og unge om svære ting i deres hverdag.
  • Bruge forskellige værktøjer, spil, lege, videoklip, historier osv. for at hjælpe børnene og de unge med at sætte ord på de følelser de har.
  • Indgå i et teamarbejde med en ansat på skolen – oftest en lærer eller pædagog.
  • Skabe et rart og trygt rum, hvor børnene og de unge er glade for at komme. 

Vi forventer af dig, at du:

  • har lyst til at arbejde med børn og unge og kan rumme de frustrationer og dilemmaer børnene/de unge står i.
  • er anerkendende og nærværende og kan være med til at skabt et trygt og fortroligt rum for børnene og de unge.
  • er ansvarsbevidst, har mentalt overskud og er god til at lytte.
  • kan sætte grænser, skabe ro og struktur.

Vi tilbyder dig:

  • Et introkursus, som vil ruste dig til opgaven.
  • Regelmæssig sparring og støtte.
  • Et meningsfuldt job, hvor du hjælper børn og unge.
  • Et samarbejde med en anden gruppeleder, som brænder for det samme som dig.
  • Mulighed for spændende kurser.
  • Inspirationsaftner med forskellige spændende oplæg og foredragsholdere og sommer- og julefest.
  • At blive en del af et frivilligt netværk, og en forening som er landets største på sit felt.

Det er ikke et krav, at du har erfaring/faglighed inden for feltet. Kravet er personlige kvalifikationer, men erfaring/faglighed bydes også meget velkommen.

Er du interesseret i at høre nærmere, så kontakt venligst Lise Theill Warming via kontaktformularen.

Selvhjælp Silkeborg er en frivillig forening, der samler børn, unge eller voksne i samtalegrupper, hvor deltagere i samme livssituation deler erfaringer og støtter hinanden.

På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Opgavetype: Børn og unge, Ledelse af aktiviteter, Rådgivning og selvhjælp
  • Arbejdsområde: Børn og unge, Socialt arbejde og udsatte, Sundhed og sygdom
  • Længere forløb
  • Organisation: Selvhjælp Silkeborg
  • Opdateret den: 03.06.20
  • Udløb: 31.10.20
Andre jobs fra organisationen: