SIND Ungdom leder efter frivillige i alderen 18-35 år, som har lyst til at gøre en positiv forskel for unge psykisk sårbare i Nyborg

Sammen skaber vi et klubfællesskab som har åbent én aften hver uge. I vores fællesskab skal alle unge i alderen 15-35 år føle sig velkomne, uanset hvilke sårbarheder, vilkår eller udfordringer de har med sig. Vi arbejder ud fra ung-til-ung metoden, hvor frivillige og unge mødes ligeværdigt i et stærkt, trygt og rummeligt fællesskab. 

Din opgave

Som frivillig i SIND Ungdom Nyborg bliver din primære opgave at bidrage til hyggelige og trygge rammer for de psykisk sårbare unge, der kommer i klubfællesskabet. En almindelig klubaften vil typisk ligge kl. 16.00-21.00 på en fast ugedag og byde på madlavning, fællesspisning, sjov, alvor, snak, grin og brætspil samt muligheden for at udfolde sig kreativt. Du vil sammen med de andre frivillige og de unge bidrage til praktiske opgaver som indkøb og madlaving, og være med til at arrangere aktiviteterne i klubben. Som frivillig skal man også være klar til at bryde tavshed og tabu om psykisk sårbarhed, så du skal turde sætte ord på de svære ting i livet. Du får mulighed for at deltage i alle "ud-af-huset" aktiviteter, når unge og frivillige mødes til boldspil, caféture, biografture, gåture eller den årlige sommerlejr for alle medlemmer af SIND Ungdom.

Frivillig i SIND Ungdom

I SIND Ungdom har vi mange frivillige, som bliver hos os over en længere årrække. Vi tilbyder et hyggeligt fællesskab med andre engagerede frivillige, hvor du har mulighed for at få stor indflydelse på udviklingen af SIND Ungdom i Nyborg. Som frivillig kan du deltage gratis på vores uddannelsesweekender, hvor du møder andre frivillige fra hele landet og bliver klogere på, hvordan man bygger inkluderende fællesskaber. Hvis du  har gode idéer til klubaktiviteter, eller interese for koordinering, organisatorisk udvikling, PR, fundraising eller rekruttering så vil du få rig mulighed for at udfolde dine kompetencer i SIND Ungdom. Men allervigtigst er det, at du har lyst til at skabe relationer til unge sårbare, som har brug for et trygt rum, hvor man kan være den, man er.

Vi søger lige nu frivillige, som vil være med til at opstarte SIND Ungdom Nyborg i tæt samarbejde med SIND Ungdoms sekretariat i København. Så, hvis du vil være med til at skabe et stærkt fællesskab med fokus på hyggelige oplevelser, nye venskaber og åbenhed om psykiske udfordringer - så skal du være med!  

Hvad kræver det? 

- at du er mellem 18 og 35 år gammel, da vi arbejder ud fra et ung-til-ung princip

- at du deltager i to opstartsmøder

- at du kan tage én til to vagter i klubben pr. måned fra kl. 16.00-21.00

- at du deltager i frivilligmøder i klubben, typisk en gang hver eller hveranden måned

- at du kan tage ansvar og gå forrest i at skabe et trygt og rummeligt fællesskab


Om SIND Ungdom

SIND Ungdom er en landsdækkende ungdomsorganisation i stor udvikling. Vi arbejder for, at unge psykisk sårbare kan få større håb, mening og engagement i hverdagen, ligesom de kan styrke og udvide deres kompetencer og sociale netværk ved at komme i SIND Ungdoms klubber. 

Hvis vi har fanget din interesse så send os en kort ansøgning, hvor du præsenterer dig selv.

Vi læser ansøgninger løbende og vi glæder os til at høre fra dig. 

På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Arbejdsplads(er): Nyborg
  • Opgavetype: Børn og unge
  • Arbejdsområde: Socialt arbejde og udsatte
  • Længere forløb
  • Organisation: SIND Ungdom
  • Opdateret den: 14.08.19
  • Udløb: 16.09.19
Andre jobs fra organisationen: