Vi har travlt ved Selvhjælp Randers og vi søger nu frivillige gruppeledere specifikt til vores skilsmissegrupper for børn og unge. Har du selv været igennem en skilsmisse, eller er dine forældre blevet skilt? Så kan du nu bruge dine erfaringer til at hjælpe børn og unge hvis forældre er blevet skilt. Vores skilsmissegrupper starter løbende gennem hele året. 

Hvad går skilsmissegrupperne ud på? 

Formålet med vores skilsmissegruppeforløb er at styrke børnenes og de unges selvværd og trivsel. De skal få en større viden om skilsmisse, deres egen situation, udfordringer og handlemuligheder. Indsatsen skal give dem konkrete redskaber og strategier til at forebygge nederlag og konflikter, sætte ord på egne vanskeligheder og udtrykke behov for hjælp. Desuden vil det trygge forum og sociale fællesskab give dem mulighed for at spejle sig i andre, dele erfaringer og få nye venskaber.

Vi ser et behov for, at vi udvikler nye metoder til at give disse børn et frirum og et fælles forum, hvor de kan knytte venskaber, møde forståelse, få opmuntring og lære nye handlemuligheder. Nye metoder, som skal være med til at sørge for, at børnenes hverdag bliver succesfuld.

Vores mål er således, at børnenes deltagelse i skilsmisse mestringsgrupperne vil højne kvaliteten af deres hverdagsliv– både på kort og længere sigt. Skilsmissegruppen skal hjælpe børnene med at skabe en større oplevelse af sammenhæng i deres liv, hvor de føler sig mere okay og bedre kan forstå, håndtere og finde mening i hverdagen.

Kan du se dig selv som gruppeleder?

Det vil være en fordel hvis du har viden, erfaring eller faglighed relateret til skilsmisser, men det vigtigste er at du brænder for at gøre en forskel for børn og unge. Vi forestiller os, at du er rummelig, har en naturlig gennemslagskraft, er tydelig, strukturereret, god til at sætte grænser og skabe overblik. Du er god til samarbejde og indstillet på at deltage i supervision. Før gruppeopstart vil du gennemgå et uddannelsesforløb hvor du bliver klædt på til arbejdet. Vores skilsmissegrupper forløber efter en manual, som man kan holde sig til. I løbet af de 10 mødegange kan du forvente at møderne varer mellem 1½ til 2 timer, samt at afsætte den nødvendige tid til forberedelse, eventuel transport, sparring og supervision.

Hvem er Selvhjælp Randers?

Vi er en frivillig forening med en ansat og 55 frivillige der er gruppeledere/samtalepartnere for børn, unge og voksne der har en krise, sorg eller andre forskellige udfordringer i livet, som for eksempel har mistet forældre, skilsmisse, ADHD, mobning, ensomhed, netværksgrupper m.v. De forskellige grupper er et gratis tilbud til borgerne i Randers kommune. Hos Selvhjælp Randers vil du møde positive og glade mennesker, der ønsker at gøre en forskel for andre.

Som frivillig hos Selvhjælp Randers tilbyder vi:

  • Et introduktions/oplæringsforløb som vil ruste dig til opgaven (Igangsætterbevis, frivilligbevis, kursusbevis) 
  • Løbende kvalificering - kursus m.v.
  • Regelmæssig sparring og supervision
  • Et godt sted at opnå viden, faglighed og erfaring
  • En mulighed for at bruge kompetencer du ellers ikke bruger
  • Fællesskab med andre frivillige

Som frivillig hos Selvhjælp Randers forventer vi:

  • At du kan være nærværende og god til at lytte
  • At du er venlig og imødekommende
  • At du kan snakke om svære tanker og følelser
  • At du kan sætte grænser, skabe ro og struktur
  • At du kan skabe tryghed og tillid
  • At du har lyst og overskud til at arbejde med børn og unge og voksne

Vi glæder os til at høre fra dig!  

På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Opgavetype: Ledelse af aktiviteter, Rådgivning og selvhjælp, Øvrige
  • Arbejdsområde: Børn og unge, Socialt arbejde og udsatte
  • Længere forløb
  • Organisation: Selvhjælp Randers

Info om organisationen:

Selvhjælp Randers
  • Opdateret den: 11.09.19
  • Udløb: 24.11.19
Andre jobs fra organisationen: