Ramte af længerevarende hjernerystelser har ofte svært ved at finde frem til relevant viden, da sundhedssystemet endnu ikke har meget at tilbyde.

Men der findes efterhånden forskning og kliniske erfaringer, som kan hjælpe ramte på vej til relevant behandling og til at passe bedre på sig selv. Det giver ro at få indblik i, hvorfor man eksempelvis er så træt eller ikke kan læse i en bog i mere end fem minutter. Sidst men ikke mindst får ramte også følelsen af ikke at være alene, når de møder andre ramte, der står med samme problemstillinger som de selv.

Derfor søger vi nu frivillige, som kan hjælpe vores lokalforening Hjernerystelsesforeningen Aarhus/Jylland med at arrangere foredrag og events. Vi har allerede et team på fire engagerede kompetente frivillige, som også udgør lokalbestyrelsen under Hjernerystelsesforeningen. Vi mangler bare dig :)

 

Dine opgaver:

  • Identifikation af relevante og kompetente foredragsholdere.

  • Inddragelse af brugernes interesser og ønsker.

  • Afvikling af minimum to foredrag/events om året.

  • Samarbejde med andre frivillige i foredragsteamet/bestyrelsen.

  • Samarbejde og aftaler med diverse partnere.

 

Vi er kisteglade for din hjælp, hvis du kan nikke genkendende til følgende:

  • Du kan være mødestabil og vedholdende i minimum 12 måneder fra du starter.

  • Du er empatisk og kan sætte dig ind i hjernerystelsesramtes behov.

  • Du tager fat, hvor der er brug for dig under vores arrangementer.

  • Du kan tage ansvar uden at tage det fra de andre i teamet.

  • Du kan gøre vores forening ære ved at være vores ansigt udadtil.

 

Vil tilbyder dig til gengæld:

  • Varetagelse af administration og bogholderi.

  • Rekruttering af deltagere og tilmeldinger til større arrangementer.

  • Faglig sparring i forhold til indhold af events.

  • Et dedikeret fællesskab af frivillige.

  • Taknemmelighed fra de mange ramte af hjernerystelse, som savner information og forståelse.

 

Jobbet kræver ikke mere end en time om ugen i gennemsnit, men hvis du har lyst til mere, er der også plads til det.

Vi holder normalt møde i Aarhus Frivilligcenter på Grønnegade 80 og via en online platorm for dem, som har lang transport.

Efter et halvt års engagement eller minimum to foredrag tilbyder vi at stå som reference på dit cv, og vi giver dig også gerne en anbefaling med på vejen. Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål. Vi håber at høre fra dig!

På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Virtual Volunteering
  • Længere forløb
  • Organisation: Hjernerystelsesforeningen

Info om organisationen:

Hjernerystelsesforeningen

  • Opdateret den: 17.08.20
  • Udløb: 31.01.21
Andre jobs fra organisationen: