Red Barnets lokalforening i Aarhus sikrer gode og givende oplevelser til udsatte børn i lokalområdet i et godt og positivt fællesskab. Vi søger for tiden nye frivillige til at deltage i vores forskellige projekter i lokalområdet - læs mere om det enkelte herunder. 

Aktiv Sommerlejr for 6-11-årige 
Har du lyst til at give lokale børn i Aarhus og omegn en uforglemmelig sommeroplevelse? Som frivillig i Aktiv Sommerlejr er du med til at planlægge og afholde en sjov sommerferielejr, som byder på masser af frisk luft, natur og godt sammenhold! De deltagende børn får en masse at fortælle klassekammeraterne efter sommerferien, og ikke mindst en hel flok nye venner! Vi garanterer en givende oplevelse - både for børn og frivillige!

Aktiv Teenagelejr for 12-15-årige 
Henvender sig til teenagere, som har lyst til at tage med på en aktivitetsrig sommerferietur. Som frivillig på Aktiv Teenagelejr bliver du en del af et dygtigt og engageret team, som står for at planlægge og afholde lejren, og som brænder for at skabe de bedste rammer! 

'Velkommen til Danmark' familieoplevelsesklub 
Vores familieoplevelsesklub, Velkommen til Danmark, har som sigte at sørge for den gode velkomst til flygtningefamilier i Aarhus Kommune. Derfor leder vi efter frivillige og familier med børn i alderen 5-12 år, som ønsker at være med til at dele viden, kultur og erfaringer med flygtningefamilier. I klubben arrangerer vi familievenlige oplevelser og introducerer til livet i Danmark: Vi tager for eksempel på en hyggelig skovtur med bålmad, en tur i Den Gamle By, til kulturarrangementer med videre. 

Foreningsmentor
Vil du hjælpe socialt udsatte børn med at få et aktivt fritidsliv? Vi søger i projekt Plads til Alle nye frivillige følgevenner, der har lyst til at hjælpe børn med at kunne deltage på lige fod med andre børn i et aktivt fritidsliv. Du vil typisk blive tilknyttet et barn i en periode, som du vil skulle støtte, vejlede og følge til og fra fritidsaktiviteten, afhængig af hvad familien og barnet har brug for. Målgruppen er 5-12 årige, og aktiviteten kan typisk være spejder, billedkunst, fodbold, musikundervisning eller andet.

Familieoplevelsesklub i Langkærparken
Klubben er for børnefamilier fra Langkærparken med børn i alderen 5-12 år. Familierne mødes i vores klub en gang om måneden (lørdag eller søndag) til fælles oplevelser og aktiviteter med fokus på positive fællesskaber, nye venskaber og netværk. Alle klubbens aktiviteter har naturen som omdrejningspunkt.  Det kan være f.eks. fisketure, skovture, museumsbesøg, bålaktiviteter, svampeture og meget andet.

Naturklubben i Gellerup

Naturklubben er en blanding af en børne- og familieoplevelsesklub. Børnene mødes til aktiviteter tirsdag og en gang om måneden (lørdag eller søndag) er der en aktivitet for hele familien. Red Barnet samarbejder med Det boligsociale hus i Brabrand om denne naturklub. Ligesom det gør sig gældende for vores øvrige familieoplevelsesklubber, henvender klubben sig til socialt udsatte familier. Familierne bor i lokalområdet omkring Det boligsociale hus og aktiviteterne tager udgangspunkt i naturen. Eksempler på aktiviteter kunne være snobrød over bål, fisketur eller en udflugt til Hasle Bakker.

Lyder ovenstående projekter som noget for dig? 
Vi optager løbende nye frivillige med hjertet og engagementet på rette sted , og vil gerne så hurtigt som muligt høre fra dig på nedenstående mailadresse - så tager vi i HR-teamet godt imod dig og finder det rette projekt for dig! 


Vi glæder os til at byde dig velkommen som frivillig til verdens bedste sag! 

På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Arbejdsplads(er): Aarhus C
  • Opgavetype: Besøgsven og plejecentre, Børn og unge, Flygtninge og integration
  • Arbejdsområde: Børn og unge, Socialt arbejde og udsatte
  • Længere forløb
  • Organisation: Red Barnet

Info om organisationen:

Red Barnet

  • Opdateret den: 14.02.20
  • Udløb: 28.02.20
Andre jobs fra organisationen: