Dialog på Tværs er en ny frivillig social forening, der arbejder med dialog. Formålet er at gøre det nemmere for "danskere" og "etniske minoriteter" at være sammen – på tværs af forskellige kulturbaggrunde, på tværs af religion/ikke-religion, på tværs af alkohol/ikke-alkohol, på tværs af fordomme, racisme, racistkort og fastlåste billeder af hinanden. Vi skal transformere det, så at vi får en merværdi ud af at være sammen på tværs. Det vil styrke integration, modvirke racisme og give minoriteter en stemme, fordi noget af det, der er årsagen til disse problemer, fjernes.

Dialog på Tværs driver en tværetnisk forumteatergruppe ved navn Into Action ( der dog lige nu ikke ligger stille) og afholder Dialogcafeer, kurser og debatarrangementer, som vi kalder for TalkTime. Du kan læse mere om os på www.dialogpaatvaers.dk og www.intoaction.dk  (Obs dog at vores hjemmeside pt ikke er opdateret. Vi er på vej til at lave den om.)

Vi mangler en (eller flere) dygtige hjælpere til nogle administrative og sekretærlignende opgaver. Det kan være registrering af bevillinger, ansøgninger, at få vores medlemssystem til at køre ordentlig, systematisering og lagring af materiale, hjælp til afvikling af vores aktiviteter, systematisering af vores fundraising, opsporing af fonde til vores arbejde m.m. Opgaverne kan evt. deles ud på flere frivillige.

Om dig:

  • Du er selvstændig og vil gerne tage ansvar. Og har noget tid i en længere periode at give til det her. 
  • Du synes at formålet med Dialog på Tværs er vigtig; Måske har du lyst til at lære mere om dialogen.
  • Det er en fordel, hvis du er god til struktur og til organisation. Måske får du gode ideer til, hvordan vi kan gøre tingene på en mere hensigtsmæssig måde. Det værdsætter vi.
  • Du skal kunne rumme – og synes at det er spændende – at tingene ikke (endnu) kører efter en lige snor. Vi er i en udviklingsfase, hvor organisationen er på vej til at forme sig.
  • Det er selvfølgelig godt, hvis du har en relevant uddannelse eller erfaring, men det er ikke et must. Det vigtigste er, at du har lyst og kan mærke det trækker i dig.
  • Du må meget gerne have en anden etnisk baggrund end dansk. Vi vil gerne være en etnisk mikset gruppe, og lige nu er ”danskerne” i overtal. Men hvis du har en etnisk dansk baggrund, så hører vi også meget gerne fra dig.
  • Du skal være i stand til at arbejde hjemmefra. Men nogen gange kan du også godt sidde på i et kontorfællesskab i Århus midtby.
  • Du skal have tid og lyst til at deltage i aktiviteterne i Dialog på Tværs en gang i mellem.
  • Du vil gerne være medlem. Det koster 50/25 kr årligt.

Hvad kan vi tilbyde dig?

  • Du bliver del af et skønt mikset åbenhjertigt team af (primært) unge med dansk og anden etnisk baggrund.
  • Du får selvstændige opgaver, hvor du kan bruge og udvikle dine kompetencer - og derigennem gøre en forskel.
  • Du får dokumentation/anbefalinger for din indsats 
  • Du bliver hjulpet rigtig godt ind i vores hverdag.
  • Du kan deltage gratis i vores aktiviteter, fx dialogcafeer.
  • Du oplever glæden ved at være i et multietnisk team. 

Vi glæder os til at høre fra dig!

Mange hilsner Sulekha, Karen, Akram, Sidsel, Mohamed m.fl..




På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

Info om organisationen:

Dialog på Tværs
  • Opdateret den: 18.11.24
  • Udløb: 17.05.25