Hvem er vi?

Misbrugsportalens Rådgivning har siden 2013 ydet frivillig telefonrådgivning med støttende samtaler til misbrugsramte og pårørende overalt i Danmark.

Rådgivningen er et gratis og anonymt tilbud, som holder åbent alle hverdage, som fra 1.maj 2020 er en del af den frivillige indsats, som Pårørende Netværket - Misbrugsportalen tilbyder.

Henvendelserne i rådgivningen har misbrug og afhængighed som fællestræk, men indeholder ofte også temaer som psykisk sårbarhed, sorg, svigt, ensomhed og afmagt. Der er en fordeling mellem pårørende som fylder over 75% af rådsøgerne, mens de sidste 25% er mennesker, som selv har misbrugsproblemer.

Vagterne ligger i tidsrummet:

Mandag og Tirsdag, 15.00 - 18.00 Onsdag, Torsdag og Fredag fra kl.18.00 - 21.00 - vagternes varighed er 3 timer pr. uge 3 gange om måneden. 

Der arbejdes lige nu målrettet for at udvide åbningstiderne til alle hverdage mellem 15.00 - 21.00 som muliggøres i takt med at korpset udvides.

Hvordan arbejder vi?

Det er essentielt, at vi i samtalerne imødekommer alle henvendelser med et udforskende, åbent og fordomsfrit menneskesyn, og at enhver samtale tager sit udgangspunkt i den rådsøgendes egne forståelser, ønsker og behov. Vi betragter os derfor ikke som eksperter men som autentiske og reflekterende samtalepartnere.

Vores vigtigste opgave er at lytte og hjælpe hver enkelt rådsøger, med at italesætte sin egen situation og sine behov. Herigennem bidrager vi til at belyse ressourcer og muligheder, der kan motivere og styrke rådsøgeren til at drage omsorg for sig selv og skabe en positiv forandring i sit liv.

Et generelt mål er, at alle rådsøgere har en tryg og positiv oplevelse i kontakten med Misbrugsportalens Rådgivning  - de skal føle sig taget alvorligt og have lyst til at henvende sig igen. 

Vi har gennem vores pilotperiode oppebåret erfaringer og en meget høj rate af tilfredshed gennem brugerevalueringer, hvilket har været mere end glædeligt og hvad vi har håbet på. Vi søger derfor flere frivillige, som har overskud og lysten til at hjælpe mennesker i krise, og samtidigt opleve en faglig og personlig udvikling, gennem sin frivillige indsats. 

Til at starte med, er det essentielle for os, en tryg og god opstart for dig, og at møde alle dine spørgsmål og tvivl, med fyldestgørende svar og en gradvis indføring i rådgiverkorpset. 

Teamet bag:

Teamet i rådgivningen består af en teamleder for supervision i rådgivningen, en teamleder for længerevarende samtaleforløb, en underviser i den motiverende samtale, samt en frivilligkoordinator, som tilsammen danner holdet, som du vil arbejde med i din rolle som rådgiver, foruden dine kollegaer på vagt. 

Ved ansættelsen lægger vi vægt på, at du:

  • Engagerer dig i projektet i minimum 6 måneder, og gerne mere.
  • Er velformuleret - særligt mundtligt.
  • Er stabil, ansvarsfuld og pålidelig.
  • Er omsorgsfuld, nærværende og empatisk af natur.
  • Er følelsesmæssigt robust, kender dine grænser og kan rumme svære problemstillinger. Det er vigtigt, at du er afklaret omkring eventuelt egne forhold relateret til arbejdet.
  • Har en baggrund inden for eksempelvis psykologi, terapi, behandling, pædagogik, socialrådgivning eller andet relevant. Er du studerende, ser vi helst, at du er på sidste år af dit studie.

Som frivillig rådgiver forpligter du dig til:

  • At gennemføre et webinar med udgangspunkt i den motiverende samtale (dette arbejder vi på)
  • At skrive dig på en ugentlig vagt på 3 timer min. 3 gange i måneden.
  • At skrive dig på vagtplanen mindst én måned frem i tiden.
  • At skrive hurtigst muligt i gruppen, hvis du bliver syg, så en anden kan tage vagten eller bytte med dig.
  • At prioritere deltagelse til arrangementer ved sammenkomster hvert halve år
  • At deltage i en til en supervision - som bliver telefonisk og udviklingsdage i mindre grupper via Skype.
  • At rådgive i overensstemmelse med indsatsens retningslinjer, værdier og menneskesyn.
  • At bidrage til en god kultur i arbejdsgruppen, præget af faglighed, fælles refleksion og en respektfuld omgangstone

Hvad Misbrugsportalens Rådgivning kan tilbyde dig er:

  • Et givende frivilligt arbejde, som medvirker til faglig udvikling
  • En spændende og mangfoldig digital/virtuel arbejdgruppe.
  • Dygtige frivillige kolleger i en aktiv lukket gruppe, hvor erfaringer deles.
  • Et dygtigt og erfarent team af ledere indenfor deres respektive felt.
  • Et givende frivilligjob, fagligt og udviklingsmæssigt.
  • Et fagligt og humanitært plus på dit professionelle cv.
  • Deltagelse i webinarkurser i arbejdsgruppen
  • Sociale sammenkomster og temadage, hvor alle samles i København eller Odense. 

Lyder det som noget for dig?

Så udfyld kontaktformularen "kontakt organisation" og vi kontakter dig - CV eftersendes.

Telefonsamtaler afholdes løbende.

På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Virtual Volunteering
  • Opgavetype: Børn og unge, Corona: Hjælp og støtte, Rådgivning og selvhjælp
  • Arbejdsområde: Humanitært arbejde, Socialt arbejde og udsatte
  • Længere forløb
  • Organisation: Pårørende Netværk – Misbrugsportalen

Info om organisationen:

Pårørende Netværk – Misbrugsportalen

  • Opdateret den: 22.06.20
  • Udløb: 27.07.20