I Istedgade nr. 114 ligger Settlementets værested Gang i Gaden, hvor der dagligt kommer 25-30 brugere, de fleste i alderen 45-60 år. Værestedet har normalt åben mandag til fredag fra kl. 9-14, der serveres morgenmad kl. 9-10 og frokost kl. 12-13. Brugerne af værestedet kommer med forskellige baggrunde - nogen er hjemløse andre psykisk syge eller ensomme - fælles for dem alle er dog at de bruger Gang i Gaden som en base, nogle faste strukturer og et fællesskab at være en del af i en hverdag der ellers ofte er præget af kaos.

For tiden er der dog ikke meget der er som det plejer at være, værestedet er lukket for aktiviteter i Istedgade. I stedet mødes vi udenfor hver dag med brugerne, hvor vi tilbyder kaffe, te og en bolle. Imens gør vi alt hvad vi kan for at forberede os på langsomt at kunne åbne igen, og det er her vi mangler dig.

Vi vil gerne opstarte uddeling af frokost til brugerne med varm mad fra ca. midt juni, indtil da har vi en anden midlertidig løsning, men vi mangler en eller flere der kan hjælpe os med at planlægge ugens menu og lave maden.

Vi søger en eller flere der har lyst til at blive en del af vores team og som har lyst til at indgå i relationer med mennesker der lever i udsathed. Du skal trives i et miljø, hvor der ofte er ”gang i gaden”, og hvor dagene aldrig er ens. Gang i Gaden er et værested der har fokus på fællesskab, rettigheder og sundhed, og vi drømmer om et hus, hvor disse ting kan bindes sammen over et godt og solidt måltid. Den varme velduftende hjemmelavede mad er i den grad noget, der bringer lykke hos vores brugere.

Opgaver:

Du vil komme til at stå med planlægning af menu, indkøb og produktion i sparring med Aja, der er daglig leder af værestedet.
Indtil Gang i Gaden åbner op fysisk igen vil opgaverne bestå i at indkøbe, forberede frokosten i værestedets køkken og efterfølgende i samarbejde med værestedets medarbejdere uddele frokosten til brugerne.
Når vi åbner igen, ønsker vi at servere varm frokost tre gange ugentligt. Med tiden kunne det være fedt hvis du en gang i mellem har lyst til at have brugerne af værestedet med i køkkenet, hvor I kan være kreative eller afprøve nye ting, fx sylte eller bage julekager.

Du skal have overskud til at komme 1-3 gange om ugen i 4 timer

Kontakt:

Hvis du har brug for yderligere information, er du velkommen til at kontakte Aja Bierring Kristoffersen, daglig leder.

Vi glæder os til at læse ansøgningerne og indkalde de relevante til en samtale.

På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Opgavetype: Café og værested, Corona: Hjælp og støtte
  • Arbejdsområde: Socialt arbejde og udsatte
  • Længere forløb
  • Organisation: Kristeligt Studenter-Settlement
  • Opdateret den: 09.10.20
  • Udløb: 31.12.20