Vær med til at sikre, at alle børn oplever at blive fejret af deres klassekammerater på deres fødselsdag.

”Den Rullende Kagemand” er Mødrehjælpens hjælpeaktivitet til børnefamilier, der pga. af økonomiske, sociale og/eller sundhedsmæssige udfordringer mangler overskud til at holde børnefødselsdag for vennerne fra klassen (eller børnehaven).

Vi kan alle sammen huske vores egne børnefødselsdage da vi selv var børn. Det var en vigtig dag, hvor nerverne ofte var udenpå tøjet og forventningerne skyhøje. Vi kan også godt forestille os, hvor forfærdeligt det må være for en lille pige eller dreng, ikke at kunne invitere sine venner hjem… fordi mor/far ikke har råd eller ikke kan overskue at arrangere det alt sammen. Følelsen af at være anderledes, at stå udenfor og måske endda, derfor opleve ikke selv at blive inviteret til andres børnefødselsdage.


”Den Rullende Kagemand” er en komplet børnefødselsdag med kagemand med navn og slik på, boller, kakao, dug, tallerkener, servietter, slikposer, det hele… alt hvad der hører til ved ”en rigtig børnefødselsdag”… Vi giver også et gavekort (ugen før) til en boghandel/legetøjsbutik, så forælderen kan købe en gave ”fra mor/far til barnet”.

Fælles for det hele er… at barnet ikke nødvendigvis opdager, at det hele er fra Mødrehjælpen…

Arbejdsopgaver som tovholder for ”Den Rullende Kagemand”

Som tovholder (I kan i øvrigt godt være to om opgaven) er det din opgave:

  • Modtage og behandle ansøgninger (pr. mail) ud fra lokalforeningens tildelingskriterier – give tilsagn eller afslag pr. mail. De fleste af Mødrehjælpens tovholdere har 1-2 fødselsdage om måneden.
  • Kontakte forælderen telefonisk/mail og fortælle om afhentning af gavekort (i vores børnetøjsbutik) og aftale dato for afhentning af kassen med maden på dagen for fødselsdagen.
  • Bestille kagemand m. navn hos bageren / supermarkedet
  • Købe ind til fødselsdagen. Du får et købekort til et supermarked, så du ikke selv skal lægge penge ud.
  • Aflevere bilag til kassererens bogholderi og vedligeholde en oversigt til aktivitetsudvalget over hvor mange der har fået børnefødselsdage.

Det praktiske omkring indkøbet foregår forskelligt fra forening til forening, og kan variere fra gang til gang. Nogle tovholdere har en fast aftale med et supermarked, hvor de bestiller kagemanden og så lægger alle deres indkøb mod at få kagemanden gratis, og måske endda efterlader indkøbsposerne oppe i butikkens kiosk til afhentning. Andre tovholdere foretrækker at gå på tilbudsjagt og have et ”mindre” lager af duge og kakaomælk derhjemme eller nede i butikken. Du er som tovholder selv med til at lave aftalerne og procedurerne så det bliver så nemt for dig og forældrene som muligt.

Nogle tovholdere har indført grader af valgfrihed i udvalget således, at lidt ældre børn kan fra få f.eks. pizza eller pølsehorn i stedet for kagemand og boller.

Det er vigtigt for os, at du forholdsvis hurtigt, selvstændigt varetager opgaverne og kan lægge den nødvendige tid hver måned til at forældrene oplever en god og hurtig reaktion på deres ansøgning. Der er ikke så mange timer i det, men det er vigtigt at du får svaret ansøgerne hurtigt.

Du er som tovholder på kagemanden, velkommen til også at være frivillig i vores andre aktiviteter, men det er ikke noget krav og ingen forventning. Du kan f.eks. være med i aktivitetsudvalget, arrangere ture og/eller tage med på ture og/eller stå som frivillig i vores børnetøjsbutik… hvis du vil.


Som tovholder på kagemanden er du en del af alle vores frivillige. Vi håber derfor at se dig, når vi holder ”Frivilligarrangementer” et par gange om året. Så møder du de andre, der som dig har valgt at være med til at gøre en forskel for børnefamilierne i Næstved.

Om os

Mødrehjælpens lokalforening i Næstved er en frivilligdrevet forening under Fonden Mødrehjælpen. Foreningen ledes af en bestyrelse, som bla. har et aktivitetsudvalg og et butiksudvalg til at stå for hhv. aktiviteter og butiksdrift.

Vores børnetøjsbutik ligger i øjeblikket i Vinhusgade 5, 4700 Næstved, men pr. 1. januar flytter vi op i Ringstedgade, hvor vi overtager den venstre del af Søstrene Grenes store butik.

Følg os på ”Mødrehjælpen Næstved lokalforening”
https://www.facebook.com/moedrehjaelpennaestved

Bliv ven med os:
https://www.facebook.com/MHJNaestved


På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Opgavetype: Børn og unge, Ledelse af aktiviteter, Praktisk arbejde
  • Arbejdsområde: Børn og unge, Socialt arbejde og udsatte
  • Længere forløb
  • Organisation: Mødrehjælpen

Info om organisationen:

Mødrehjælpen

  • Opdateret den: 17.10.20
  • Udløb: 31.12.20
Andre jobs fra organisationen: