Vi søger nu dag- og aftenvagter, der ønsker at blive en del af Danners 1:1-chatrådgivning, som skal rådgive voldsudsatte kvinder og pårørende, der er i berøring med vold i nære relationer. Rådgivningen kan fx omhandle at informere om voldens dynamikker, henvise til andre relevante tilbud samt ”lytte” til og anerkende at den rådsøgende rækker ud. Chatrådgivningen er åben hver mandag kl. 18-21 og hver onsdag kl. 09-12. OBS - Du skal skrive i din ansøgning, om du søger at være en del af dag- eller aftenvagterne i Danners chatrådgivning. 

Danner er en privat, humanitær organisation, der arbejder nationalt og internationalt for at stoppe vold mod kvinder og børn og for ligestilling mellem kønnene, og vi er ca. 50 ansatte og knap 180 frivillige. Det frivillige arbejde i Danners Krisecenter er organiseret i arbejdsgrupper, med faste funktioner og opgaver, som på hver deres måde understøtter krisecenterets opgave.

Om dig:
Vi søger dig, som er moden, hviler i dig selv og kan se dig selv i at rådgive mennesker i krise. Du har gerne pædagogisk, psykologisk, social- eller sundhedsfaglig baggrund. Det er en fordel, hvis du har viden om vold og erfaring med chatrådgivning. Det er et krav, at du er vant til at skrive på computer og kan gøre dette i et flydende og relativt hurtigt tempo. I Danner styrker vi kvinders empowerment, så du skal kunne lytte, udvise varme og overskud samt stille spørgsmål på skrift, som skaber refleksion, giver overblik og viser handlemuligheder for de mennesker, som du rådgiver. Du kan trives med variation mellem stille og travle vagter, men hvor din tilstedeværelse altid er essentiel for, at voldsudsatte kvinder kan søge hjælp. Desuden skal du have tid og lyst til at bidrage konstruktivt til gruppens samarbejde, tage medansvar i vagtplanlægningen, og kunne se dig arbejde inden for organisationens værdigrundlag.

Faglighed i Danner:
Som frivillig i Danner bliver du oplært af erfarne frivillige og medarbejdere. Konkret vil du blive oplært gennem en følordning sammen med de mere erfarne chatrådgivere samt supplerende uddannelse, der varestages af Danners personale. For at sikre faglig kvalitet i husets fælles arbejde, tilbyder vi kompetenceudvikling for frivillige, herunder 4 obligatoriske uddannelsesdage + 1 obligatorisk sikkerhedsrundvisning,  fyraftensmøder og halvårlig supervision. 

Mødeaktivitet og tidsforbrug:
Frivillige aftenvagter i chatrådgivningen forpligter sig til at tage 1-2 vagter om måneden (ca. hver 3. uge) om mandagen kl. 18-21 (hvis du søger som aftenvagt) eller 1-2 vagter om måneden om onsdag kl. 9-12 (hvis du søger som dagvagt). Der forventes også fleksibilitet ift. internt vagtbytte fx sygdom eller ferier. Det er obligatorisk, at du deltager i gruppens månedlige gruppemøde, samt at du deltager i minimum 2 uddannelsesdage inden for dit første år som frivillig og minimum 2 uddannelsesdage inden for dit andet år som frivillig. 

Har du egne erfaringer med vold:

Har du egne erfaringer med vold, kan du godt blive frivillig i Danners Chatrådgivning. Du bedes gøre os opmærksom på det i din ansøgning, og så bedes du læse om vores rammer for frivillige med egne voldserfaringer på Danners hjemmeside på www.danner.dk under ”Bliv Frivillig”.

Er du interesseret? Så skynd dig at sende en kortfattet ansøgning til os ved at trykke på "Kontakt organisation". Skriv om dig selv, din baggrund og hvad du kan bidrage med til Danners Chatrådgivning.

Ansøgningsfrist d. 29.01.2025. Vi vil herefter invitere udvalgte ansøgere til grupperekrutteringssamtale med andre ansøgere. Vi afholder grupperekrutteringssamtale torsdag d. 06.02.2025 mellem kl 15-16. Denne dato kan ikke ændres eller rykkes, og det er obligatorisk at deltage i samtalen. Derudover er det obligatorisk at deltage i uddannelsesdagen 'Intro til telefon- og chatrådgivning' lørdag d. 22. februar 2025 kl. 9-15.30 og 'Intro til Danner' lørdag d. 5. april 2025 kl. 9-15.30 for at blive en del af projektet. 

Vi glæder os til at høre fra dig.
Bemærk: Der er tale om frivilligt, ulønnet arbejde.




På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Opgavetype: Ledelse af aktiviteter, Rådgivning og selvhjælp, Øvrige
  • Arbejdsområde: Socialt arbejde og udsatte
  • Længere forløb
  • Organisation: Danner

Info om organisationen:

Danner
  • Opdateret den: 08.01.25
  • Udløb: 29.01.25