Gæld og økonomisk kaos fastholder mennesker i hjemløshed og psykisk mistrivsel. Det er svært at få et godt liv i egen bolig, hvis kreditorerne hele tiden banker på, postkassen bugner af rudekuverter og kontoen går i nul den 5. i måneden. Derfor driver WeShelter en økonomi- og gældsrådgivning, som hjælper hjemløse og socialt udsatte med at få styr på økonomien.

Vi søger frivillige, som kan tilbyde økonomi- og gældsrådgivning på ungeherberget RG60 på Nørrebro. Rådgivningen er hver 2. uge af 2 timers varighed. Det aftaler vi nærmere sammen.     

RG60 er et herberg og værested for hjemløse unge mellem 18-29 år. Der bor 24 unge på herberget, og mange af de unge har brug for hjælp til at komme ud af økonomisk kaos og gæld. Det er et vigtigt skridt for at komme ud af deres hjemsløshed.

Som frivillig økonomi- og gældsrådgiver hjælper du hjemløse unge med at skabe overblik over deres økonomiske situation, lægge realistiske budgetter, etablere afdragsordninger, søge eftergivelse af offentlig gæld eller andet. Det er med til at skabe ro og øger de unges muligheder for at skabe forandring i deres liv. 

Som frivillig økonomi- og gældsrådgiver skal du kunne nikke ja til, at du:

  • har uddannelse og erhvervserfaring inden for økonomi, jura, socialret eller lignende
  • vil hjælpe unge, der er hjemløse og socialt udsatte
  • møder de unge med respekt, værdighed og dér, hvor de er i deres liv
  • tager udgangspunkt i den enkeltes situation og ønsker for økonomi- og gældsrådgivningen
  • har mod på at skabe tillidsfulde relationer til de unge og arbejde med motivation som en del af arbejdet i økonomi- og gældsrådgivningen.
  • er tålmodig og stabil
  • vil bruge 2 timer hver anden uge som frivillig

Vi kan tilbyde dig:

  • et meningsfuldt frivilligt arbejde, hvor du gør en stor forskel for de unge på RG60
  • at du får stor medindflydelse på arbejdet og metoderne, vi anvender
  • oplæring, hvor du bliver klædt på til opgaven og arbejdet med hjemløse og socialt udsatte
  • en fast makker – I bliver sammen et team på to
  • et fagligt fællesskab med andre engagerede frivillige økonomirådgivere
  • kontakt til en koordinator, som du altid kan kontakte, og som sikrer, at du bliver hørt - både når du har gode idéer, og når du er frustreret
  • indsigt i en anden verden. En indsigt, som du måske kan bruge fagligt, og som du helt sikkert kan bruge personligt

Hvis du er interesseret så skriv til os via kontaktformularen. Så kontakter vi dig, og du kan høre mere.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Om WeShelter 
WeShelter er et ambitiøst fællesskab af samarbejdende sociale tilbud, som består af en række hjemløseboformer og socialpsykiatriske væresteder i København.

WeShelters kerneopgave er at skabe rum og give ly (Shelter) til samfundets mest udsatte mennesker. Den opgave bestræber vi os på at løfte i fællesskab og samarbejde (We).

Du kan læse mere om WeShelter og vores arbejde på www.weshelter.dk

På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Opgavetype: Rådgivning og selvhjælp, Økonomi og fundraising
  • Arbejdsområde: Socialt arbejde og udsatte
  • Længere forløb
  • Organisation: WeShelter
  • Opdateret den: 17.02.21
  • Udløb: 17.05.21
Andre jobs fra organisationen: