Gæld og økonomisk kaos fastholder mennesker i hjemløshed og psykisk mistrivsel. Det er svært at få et godt liv i egen bolig, hvis kreditorerne hele tiden banker på, postkassen bugner af rudekuverter og kontoen går i nul den 5. i måneden. Derfor driver WeShelter en økonomi- og gældsrådgivning, som hjælper hjemløse og socialt udsatte med at få styr på økonomien.

Vi har drevet frivillig økonomi- og gældsrådgivning i over 10 år og udvider nu vores tilbud med tre nye rådgivningssteder. Vi vil i de nye økonomiske rådgivninger have et særligt fokus på unge, og hvordan vi hjælper udsatte unge med økonomiske udfordringer bedst muligt.

Vi åbner nye økonomiske rådgivninger:

  • på RG60, som er et herberg og værested for hjemløse unge mellem 18-29 år. Der bor 24 unge på herberget.
  • på Røde Kors Herberg for Kvinder i Hvidovre. Kvindeherberget har 27 pladser, hvoraf otte er ungepladser. Økonomi- og gældsrådgivningen vil være et tilbud til alle 27 kvinder på herberget.
  • i boligområdet Titanparken på Nørrebro. Titanparken består af 50 ungdomsboliger og 223 familieboliger.

Vi søger frivillige, som kan tilbyde økonomi- og gældsrådgivning i vores nye rådgivninger. Du vil sammen med en makker blive tilknyttet ét fast rådgivningssted. Rådgivningen vil være hver 2. uge af 2 timers varighed.    

Som frivillig økonomi- og gældsrådgiver hjælper du de unge med at skabe overblik over deres økonomiske situation, lægge realistiske budgetter, etablere afdragsordninger, eftergivelse af offentlig gæld eller andet. Det er med til at skabe ro og øger de unges muligheder for at skabe forandring i deres liv. 

Som frivillig økonomi- og gældsrådgiver skal du kunne nikke ja til, at du:

  • har uddannelse og erhvervserfaring inden for økonomi, jura, socialret eller lignende
  • vil hjælpe unge, der er socialt udsatte
  • møder de unge med respekt, værdighed og dér, hvor de er i deres liv
  • tager udgangspunkt i den enkeltes situation og ønsker for økonomi- og gældsrådgivningen
  • har mod på at skabe tillidsfulde relationer til de unge og arbejde med motivation som en del af arbejdet i økonomi- og gældsrådgivningen.
  • er tålmodig og stabil
  • vil bruge 2 timer hver anden uge som frivillig

Vi kan tilbyde dig:

  • et meningsfuldt frivilligt arbejde, hvor du gør en stor forskel for unge mennesker
  • at du får stor medindflydelse på arbejdet og metoderne, vi anvender
  • oplæring, hvor du bliver klædt på til opgaven og arbejdet med unge, der er socialt udsatte
  • en fast makker - I vil altid være to sammen
  • et fagligt fællesskab med andre engagerede frivillige økonomirådgivere
  • kontakt til en koordinator, som du altid kan kontakte, og som sikrer, at du bliver hørt - både når du har gode idéer, og når du er frustreret
  • indsigt i en anden verden. En indsigt, som du måske kan bruge fagligt, og som du helt sikkert kan bruge personligt

Hvis du er interesseret så skriv til os via kontaktformularen. Så kontakter vi dig, og du kan høre mere.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Om WeShelter 
WeShelter er et ambitiøst fællesskab af samarbejdende sociale tilbud, som består af en række hjemløseboformer og socialpsykiatriske væresteder i København.

WeShelters kerneopgave er at skabe rum og give ly (Shelter) til samfundets mest udsatte mennesker. Den opgave bestræber vi os på at løfte i fællesskab og samarbejde (We).

Du kan læse mere om WeShelter og vores arbejde på www.weshelter.dk




På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Arbejdsplads(er): København N
  • Opgavetype: Rådgivning og selvhjælp, Økonomi og fundraising
  • Arbejdsområde: Socialt arbejde og udsatte
  • Længere forløb
  • Organisation: WeShelter
  • Opdateret den: 04.10.21
  • Udløb: 30.11.21
Andre jobs fra organisationen: