Når mennesker starter i rusmiddelbehandling, har de allerede taget det første – og ofte svære – skridt mod en ny tilværelse. Som frivillig i en af vores aktivitetsklubber bliver du en vigtig del af den rejse. Du er med til at skabe et trygt og inkluderende fællesskab, hvor deltagerne kan få nye oplevelser og finde glæden ved at være sammen med andre uden for rusmiddelmiljøet. Mange af dem kæmper med ensomhed, og her kan du gøre en stor forskel.

Hvad laver man som frivillig i en aktivitetsklub?
Som frivillig bliver du en del af en fast gruppe af både deltagere og andre frivillige, der mødes én gang om ugen. Sammen laver I sociale aktiviteter – det kan være alt fra museumsbesøg, en hyggelig tur på café, gåture i Frederiksberg Have eller andre små udflugter i byen. Formålet er at give deltagerne gode oplevelser og støtte dem i at bruge byens rum på en positiv måde – væk fra de miljøer, hvor rusmidler fylder.

Hvad siger vores frivillige?
En af vores frivillige fortæller:
"Jeg er frivillig i aktivitetsklubben på rusmiddelscenteret på Forchhammersvej, fordi jeg gerne vil være noget for mennesker, der føler sig ensomme – ingen fortjener at være alene. Samtidig er både borgere og personale virkelig søde, og jeg går altid hjem med godt humør."

Hvem møder du i aktivitetsklubberne?
Aktivitetsklubberne er et samarbejde mellem WeShelter og Rusmiddelbehandling København. Her kan borgere i rusmiddelbehandling kigge forbi til en kop kaffe og en snak med det pædagogiske personale. Personalet støtter også op om aktivitetsklubberne, så du som frivillig altid har mulighed for at få sparring og støtte, hvis du har brug for det.

Hvor og hvornår?
Dagcenter Stæren, hvor vi mødes tirsdage kl. 14.00.

Vi leder efter dig, der:

  • Er stabil, tålmodig og god til at møde mennesker i øjenhøjde
  • Har tid og lyst til at engagere dig i minimum 6 måneder
  • Brænder for at gøre en forskel for hjemløse og socialt udsatte
  • Har lyst til at være en del af et godt samarbejde med andre frivillige, personalet og WeShelter

Du behøver ikke en bestemt uddannelse eller baggrund – det vigtigste er dit engagement og din lyst til at bidrage.

Vi tilbyder dig:

  • Et meningsfuldt frivilligjob, hvor du gør en synlig forskel for mennesker, der har brug for fællesskab og nye oplevelser
  • Stor mulighed for at være med til at præge klubbens aktiviteter
  • En del af et engageret frivilligfællesskab – vi er over 200 frivillige i WeShelter
  • Løbende sparring og støtte i dit frivillige arbejde
  • Et indblik i socialt arbejde med hjemløse og socialt udsatte
  • Et introkursus, der klæder dig godt på, og opkvalificerende fyraftensmøder om fx misbrug og hjemløshed
  • Dokumentation for dit frivillige arbejde efter et år

Er det noget for dig?
Så send os en ansøgning via formularen ’Kontakt organisationen’ og fortæl lidt om dig selv, dine erfaringer og – vigtigst af alt – hvorfor du har lyst til at blive frivillig hos os.

Har du spørgsmål?
Du er altid velkommen til at kontakte os via kontaktformularen.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Om WeShelter
WeShelter er et ambitiøst fællesskab af sociale tilbud i København. Vi driver både hjemløseboformer og socialpsykiatriske væresteder. Vores kerneopgave er at skabe rum og give ly (Shelter) til samfundets mest udsatte – og vi løfter opgaven i fællesskab (We).

 

 




På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Opgavetype: Café og værested, Rådgivning og selvhjælp
  • Arbejdsområde: Socialt arbejde og udsatte, Sundhed og sygdom
  • Længere forløb
  • Organisation: WeShelter
  • Opdateret den: 04.03.25
  • Udløb: 04.07.25
Andre jobs fra organisationen: