Vi søger frivillige til en aktivitetetsklub på Stæren, som er et rusmiddelbehandlingstilbud i København NV.
Vejen ud af misbrug kan være ensom, og som frivillig i aktivitetsklubben på Stæren er du med til at skabe et socialt fællesskab for stedets brugere, der på forskellig vis kæmper med ensomhed i hverdagen.
Dagcentret Stæren er et værested for borgere, der er tilknyttet Borgercenter Voksnes misbrugsbehandling. Målgruppen på Stæren er borgere med et mangeårigt misbrug, hvor stoffrihed ikke længere anses for realistisk. Borgere på Stæren har ofte et ringe socialt netværk og en dagligdag præget af ensomhed. På Stæren er fokus på at skabe en meningsfuld hverdag med social kontakt til omverdenen for den enkelte borger.
Brugerne har taget det første skridt på vejen ud af misbrug, og som frivillig, kan du hjælpe dem til at tage de næste. Du er med til at bygge bro til samfundet udenfor misbrugsmiljøet og skabe en meningsfuld hverdag for brugerne.
Hvad skal du lave som frivillig på Stæren?
Du bliver en del af en fast gruppe af frivillige, og da vi er i startfasen, er du i høj grad med til at præge, hvad der skal ske. Det vigtigste er dog, at vi tager udgangspunkt i brugernes ønsker.
Som frivillig mødes du med brugerne og andre frivillige hver eller hver anden tirsdag og laver sociale aktiviteter sammen. Det kan både foregå i huset og ude af huset. Mulighederne er mange, men I kan fx se en spændende udstilling på Nationalmuseet eller tage på Café i lokalområdet.
Aktiviteterne er et vigtigt frirum for brugerne, og som frivillig er du med til at give brugerne mulighed for at mærke, at de er meget mere end deres misbrug.
Tidspunkter for aktiviteterne er tirsdage mellem 14 og 17. Du er sammen med en eller to andre frivillige pr. gang, og der deltager ca. 2-4 brugere pr. gang.
Vi forventer, at du:
Vi tilbyder dig:
Hvad siger de andre frivillige?
En af vores frivillige i aktivitetsklubben på rusmiddelbehandlingstilbuddet på Forchammersvej fortæller: »Jeg vil gerne være noget for andre mennesker, der føler sig ensomme, for det bør ingen være. Samtidig er både brugere og personale super søde, og jeg går altid derfra med højt humør«
Lyder det som noget for dig? Så send os en ansøgning via formularen ’Kontakt organisationen’ Skriv lidt om dig selv og dine erfaringer og ikke mindst din motivation for at være frivillig på netop disse to tilbud.
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os via kontaktformularen.
Vi glæder os til at høre fra dig!
WeShelter er et ambitiøst fællesskab af samarbejdende sociale tilbud, som består af en række hjemløseboformer og socialpsykiatriske væresteder i København.
WeShelters kerneopgave er at skabe rum og give ly (Shelter) til samfundets mest udsatte mennesker. Den opgave bestræber vi os på at løfte i fællesskab og samarbejde (We). Vi sætter stor pris på vores mere end 120 dygtige frivillige, og vi står altid klar med støtte.
På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.
Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.