Du gør en afgørende forskel i den unges liv

Vi ved, at et aktivt fritidsjob hjælper unge fra sårbare familier til at bryde den sociale arv og mestre deres eget liv som ung og voksen. Gennem et fritidsjob lærer man selvdisciplin, kundeservice, samarbejde og glæden ved at tjene egne penge.

Som mentor i Måltid, Fritid, Fremtid kan du få en afgørende rolle i den unges liv ved at vise vejen ind på arbejdsmarkedet. Den unge gennemgår fire ugers undervisning i et køkken og fire ugers jobtræning, hvorefter du og den unge sammen indleder jagten på et fritidsjob. Du er med hele vejen og får lov til at følger den unges udvikling tæt.

Som mentor i projektet får du mulighed for at:

  • Hjælpe en ung på vejen til arbejdsmarkedet
  • Dele ud af dine egne arbejds- og jobsøgningserfaringer og være den, der støtter den unge i de første og betydningsfulde arbejdsmarkedserfaringer
  • Følge den unges udvikling og fejre den unges små og store succeser

Som mentor kan du forvente at bruge en til to timer om ugen i de seks måneder, som forløbet varer. Der er stor fleksibilitet ift. hvornår du mødes med den unge. Dog er der enkelte fastlagte begivenheder, vi forventer at du deltager i.

Dine opgaver som mentor er bl.a. at:

  • Støtte og motivere den unge gennem hele forløbet (forløbet består af fire ugers undervisning i køkken, fire ugers jobtræning og 16 ugers mentorstøtte).
  • Hjælpe den unge med jobsøgning, herunder udarbejdelse af ansøgninger og CV.
  • Sikre god kontakt mellem den unge og virksomheden, som den unge skal ud i jobtræning hos.
  • Fejre små og store successer med den unge – fx ved at deltage i diplomoverrækkelse.
  • Lytte til og hjælpe med de udfordringer, som den unge møder på vejen til et fritidsjob.
  • Deltage som gæst ved restaurantaften d. 13. oktober 2021, hvor de unge viser hvad de har lært i køkkenet.
  • Gennemgå vores obligatoriske uddannelse for mentorer
  • Være i tæt, løbende kontakt med de frivillige projektledere, som følger op og støtter dig i dit forløb.

Vi søger mentorer i alle aldre, du skal blot have erfaringer med jobsøgning og med at være på arbejdsmarkedet. Det kan både være fra fuldtidsarbejde eller studiejobs.

Vi forventer, at du er rummelig og anerkendende, samt at du er fast besluttet på at gennemføre din mentor-funktion i det halve år, som projektet varer.

Vi forventer også, at du er engageret som person, er god til at skabe struktur for den unge og har mulighed for at være til rådighed i situationer, hvor den unge kan have brug for vejledning.

Du vil blive frivillig i Red Barnet og derved en del af en spændende børneorganisation, som er førende i kampen for børns rettigheder med stor gennemslagskraft og et stærkt brand, hvilket kan være guldkorn på dit CV. Du vil have mulighed for personlig og faglig udvikling gennem kurser og webinarer for alle Red Barnets frivillige.

Vi søger mentorer i alle aldre, du skal blot have erfaringer med jobsøgning og med at være på arbejdsmarkedet. Det kan både være fra fuldtidsarbejde og studiejobs.

Om projektet

Projektet startede i efteråret 2020 og i uge 38 starter projektets tredje forløb. For de unge består hvert forløb af fire ugers køkkenundervisning tilrettelagt af Meyers Madhus med madlavning som omdrejningspunkt og fire ugers jobtræning i en lokal virksomhed. I alt otte ugers træningsforløb. Derefter består projektet af fire måneders mentorstøtte i fritidsjob/jobsøgning. Som mentor forpligter du dig til at støtte den unge gennem seks mdr.

Er du interesseret?

Så send gerne en ansøgning via formularen ”Kontakt organisation”.

Vi ser frem til at høre fra dig! Skriv gerne lidt om dig selv og din motivation for at blive mentor i fritekstfeltet.

Vi kontakter ansøgere løbende.




På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Arbejdsplads(er): Odense C
  • Opgavetype: Børn og unge, Mentor og voksenven
  • Arbejdsområde: Børn og unge, Socialt arbejde og udsatte
  • Længere forløb
  • Organisation: Red Barnet

Info om organisationen:

Red Barnet
  • Opdateret den: 15.09.21
  • Udløb: 13.10.21
Andre jobs fra organisationen: