Måske er du studerende, tilflytter til byen, på udkig efter et meningsfuldt fællesskab, hvor du kan få gode oplevelser og samtidig gøre en forskel for andre?

Det gør forrygende godt i Kirkens Genbrug. Derfor er vi lige nu ved at samle et helt friskt hold frivillige, så vi kan udvide åbningstiderne i vores fine secondhand tøjbutik på Boulevarden, hvor vi har fokus på bæredygtighed og medmenneskelighed.

Måske har du lyst til at være med?

Om butikken:

Vi har givet genbrugsbutikken på en ordentlig makeover: ryddet ud, ryddet op, gjort rent, fået “nye” varer og skabt masser af lys og luft til alt alt det lækre second hand / vintagetøj og tilbehør, som vores dejlige kunder vil finde på stativerne hos Kirkens Genbrug på Boulevarden 36.

Butikkens formål er at tjene penge til Aalborgprovstiers Menighedspleje og Samvirkende Menighedsplejers sociale arbejde, at bidrage til et mere bæredygtigt forbrug, samt at skabe et trygt og rart socialt samlingssted for vores frivillige og derigennem dæmme op mod ensomhed. 

Butikkens overskud går bl.a. til

  • Folkekirkens Feriehjælp
  • Støtte for psykisk syge
  • Støtte og netværk til familier og enlige i akut nød
  • Aflastnings-, besøgs- og vågetjeneste
  • Julehjælp

Arbejdsopgaver:

Som frivillig kommer du til at servicere vores kunder, holde butikken smuk, inspirerende og indbydende og måske lokke nye kunder til via sociale medier.

Typiske opgaver:

  • Kundebetjening
  • Prissætning
  • Sortering
  • Dekoration 
  • Synliggørelse, fx sociale medier

Hvad forventer vi af dig?

Vi forventer at du er smilende, imødekommende, servicemindet og har lyst til at være en del af et fællesskab med andre frivillige.

Du lægger ca. 4 timers arbejde på en uge i butikkens åbningstid, som er hverdage 11-17 og lørdage 11-13. Vi har brug for, at du er mødestabil og påtager dig et ansvar sammen med de øvrige frivillige.

Lige nu søger vi primært frivillig til nye åbningsdage onsdag, fredag og lørdag.

What's in it for me?

Du er med til at sortere det tøj, vi får ind, og derfor har du mulighed for at håndplukke og købe dine egne favoritter til garderoben før alle andre.

Du får lov at prøve dine evner af, hvadenten du brænder for menneskelig kommunikation, salg, dekoration og kreativitet eller måske markedsføring på sociale medier. 

Vi laver gerne et diplom og en udtalelse til dig, som du kan bruge til dit CV eller din jobsøgning.

Du kommer til at mærke den gode energi, der ligger i at arbejde med andre frivillige, der brænder for det, de laver. Du bliver en del af et socialt fællesskab, jeres egen lille oase i centrum, hvor du kan få gode relationer, udvikler dig personligt, udvide dit netværk og egentlig bare have det rigtig rart. 

Ren win-win, ikke .. :) ?!

Vi glæder os til at høre fra dig! 




På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Opgavetype: Bæredygtighed og genbrug, Kommunikation og IT, Praktisk arbejde
  • Længere forløb
  • Organisation: Aalborgprovstiers Menighedspleje
  • Opdateret den: 20.06.22
  • Udløb: 31.08.22