EventyrJul ønsker at holde en juleaften for de børn og deres forældre, der ikke selv har overskud til at holde den gode jul, som deres kammerater glæder sig over.

EventyrJul har eksisteret i København siden 2009 og kom i 2020 til Aarhus. De første to år i Aarhus har været corona-påvirket, men EventyrJul Aarhus er nu klar til at holde et eventyrlig juleaften med det hele, og dertil søger vi frivillige. 

EventyrJul er et heldagsarrangement fra 12.00 - ca. 00.00, som foregår i Aarhus d. 24. december. Familierne kommer fra 14.00-22.00, og der vil være julemand og anden underholdning, der skal danses om juletræet, spises julemad med både flæskesteg og and samt risalamande. Og selvfølgelig vil der være gaver til både børn og voksne i familierne. 

Vi søger særligt efter familieværter. Hver familie vil få tildelt en familievært, som sørger for, at familien har alt, hvad de skal bruge i løbet af dagen/aftenen. Som vært kommer du med børnene i Voksengavebutikken, hvor de kan vælge gaver til deres forældre, og du kommer til at nyde en dejlig julemiddag sammen med familien. Derudover kan det være, at børnene vil have dig til at se julekalender med dem, til at klippe julehjerter eller læse en god julehistorie. De konkrete opgaver i løbet af dagen/aftenen afhænger af, hvad familien har brug for, men ens vigtigste opgave er at være med til at give familien en eventyrlig oplevelse.

Du vil have 1-2 andre værter/familier ved dit bord, og når du går rundt til de forskellige aktiviteter, vil der ligeledes være frivillige der til at hjælpe. 

Vi forventer ca. 200 gæster, hvortil vi skal bruge ialt 70 frivillige.

 




På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Opdateret den: 15.11.22
  • Udløb: 24.12.22