fællesbillede 2

Kræftens Bekæmpelse søger en frivillig indsamlingsleder i Holsted til Landsindsamlingen den 16. april 2023 – er det dig eller en du kender?

 Søndag den 16. april 2023 afholder Kræftens Bekæmpelse den årlige Landsindsamling, hvor indsamlere går fra dør til dør og samler penge ind.

Kræftens Bekæmpelse har brug for en engageret frivillig indsamlingsleder, som vil stå i spidsen for et team, der sammen står for at arrangere Landsindsamlingen i Holsted den 16. april 2023. Det er en meningsfuld og lærerig opgave, hvor du er praktisk ansvarlig for forberedelserne til og gennemførelse af Landsindsamlingen i Holsted.

Der er en række opgaver, der skal løses inden og på selve indsamlingsdagen - gerne i samarbejde med andre. Hvis du har lyst, er du nemlig velkommen til at samle et indsamlingslederteam, der fordeler opgaverne imellem jer og samtidig gør forberedelserne til en hyggelig fælles indsats. Du kan spørge dit netværk af venner og bekendte, om de vil være med.

Opgaverne i et indsamlingsområde består bl.a. i at:

  • Planlægge indsamlingsdagen så alle involverede får en god oplevelse
  • Hverve indsamlere til indsamlingen i Holsted. Det er muligt at kontakte tidligere indsamlere, for at høre om de vil være med igen
  • Opdatere og fordele indsamlingsruterne
  • Sikre omtale af Landsindsamlingen i lokale medier samt på sociale medier
  • Finde et sted, hvor indsamlerne kan få udleveret indsamlingsmaterialer, og hvor der efterfølgende kan være opsamling af bøtter og indsamlede kontanter.

Der er naturligvis hjælp og vejledninger til at løse opgaven. Ligesom du modtager det materiale, der skal bruges til at løse opgaverne. Desuden stiller Kræftens Bekæmpelse IT-systemer til rådighed til at holde styr på de tilmeldte indsamlere samt til ruteplanlægning.

På selve dagen den 16. april skaber du og dit team indsamlingsstedet og nogle gode rammer for indsamlerne, så I alle får en god oplevelse. I udleverer materialer (bl.a. indsamlingsbøtte og –taske) til indsamlerne og tager imod dem, når de returnerer.

Du kan selv sætte dit præg på det lokale arrangement helt afhængig af, hvordan du vælger at tilrettelægge dagen. Nogle arrangerer f.eks. morgenmad for indsamlerne, eller laver andre aktiviteter der styrker det sociale fællesskab.

Det søger vi

Vi søger en eller flere frivillige, der i fællesskab vil sikre Landsindsamlingen i Holsted. Du/I behøver ikke at bo i Holsted, men det letter arbejdet at have lokalt kendskab.

Du/I har flair for koordination, er udadvendt(e) og god(e) til at involvere og motivere.

Det kan vi tilbyde

  • Et frivilligjob med mening.
  • Fuld opbakning til opgaven fra Kræftens Bekæmpelses Landskontor, vedledninger, opstartsmøder med orientering om årets indsamling og nyhedsbreve.
  • Ingen udgifter i forbindelse med din frivillige indsats.

Vi inviterer til opstartsmøder om Landsindsamlingen i løbet af januar/februar. Her gennemgår vi årets indsamling, de opgaver der skal løses og der er mulighed for at sparre med andre frivillige indsamlingsledere. Hvis du ikke har mulighed for at deltage i et af de fysiske opstartsmøderne, afholdes der også digitale møder.

Hvis du gerne vil høre mere om opgaven, kan vi enten mødes fysisk, på skærmen eller vi kan ringe sammen.

Læs mere om Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling på www.indsamling.dk


Kræftens Bekæmpelse arbejder for et liv uden kræft. For at nå dette mål arbejder vi med tre hovedområder: Forskning, forebyggelse og patientstøtte. Den frivillige indsats er en uvurderlig ressource i Kræftens Bekæmpelses arbejde.




På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Arbejdsplads(er): Holsted
  • Opgavetype: Ledelse af aktiviteter, Økonomi og fundraising
  • Arbejdsområde: Sundhed og sygdom
  • Længere forløb
  • Organisation: Kræftens Bekæmpelse

Info om organisationen:

Kræftens Bekæmpelse
  • Opdateret den: 01.12.22
  • Udløb: 19.03.23
Andre jobs fra organisationen: