Om Stafet For Livet
Stafet For Livet er et årligt tilbagevendende event, som består af en holdstafet, en lysceremoni og en masse andre aktiviteter, hvor vi er sammen om at fejre livet og give håb og støtte til alle der er ramt af kræft.
Formålet med Stafet For Livet er:
- at skabe fællesskaber for mennesker ramt af kræft
- at skabe synlighed om bekæmpelse af kræft
- at bidrage med økonomisk og politisk opbakning til kræftsagen
Om opgaven som logistikansvarlig
Din opgave som logistikansvarlig er, at sikre alle de nødvendige faciliteter og sørge for at sikkerheden er i orden. Helt konkret drejer det sig om at få lavet en god oversigt over pladsen, at få kontaktet relevante myndigheder, og at koordinere det praktiske omkring telte, borde, stole, adgangsforhold, toiletfaciliteter, vand, el, brandsikkerhed, parkeringsforhold osv. Som logistikansvarlig er det desuden din opgave at lede og fordele arbejdet i hjælpergruppen op til og under stafetten.
Du bliver en del af den overordnede styregruppe, som kommer til at bestå af et formandskab, samt tovholdere for andre områder (Underholdning, hold, fightere, lysceremoni, mad, PR, fundraising).
Stafetten fejrer 10 års jubilæum i år, så der er mange års erfaring at trække på, samtidig med der er rig mulighed for at nytænke og sætte sig eget præg.
Stafetten har tidligere været afholdt på Mosede Fort i Greve, men idet vi i år har slået os sammen med Solrød, er det endnu ikke endeligt fastlagt hvor stafetten afholdes i år. Det er styregruppen der beslutter den endelige lokation.
Tidsforbrug
Styregruppen mødes ca. en gang om måneden - og lidt oftere lige op til stafetten. Mellem møderne vil der være en række konkrete opgaver, men du kan i høj grad være med til at fastlægge ambitionsniveauet, så det passer med den tid du har til rådighed. Lige op til stafetten og under stafetten skal du regne med at der er en del koordinerende opgaver.
Vi søger
Du skal først og fremmest være glad for at koordinere og planlægge, men det er naturligvis en fordel, hvis du har erfaring inden for området.
Vi tilbyder
Som frivillig logistik-ansvarlig får du en unik mulighed for at få leder- og projekterfaring. Du kommer til at arbejde sammen med en engageret og festlig styregruppe, og du får mulighed for at sparre med en rådgivende konsulent fra Kræftens Bekæmpelse. Og vigtigst af alt - du kommer til at gøre en forskel for rigtig mange mennesker berørt af kræft.
Følg os på https://www.facebook.com/Stafetforlivetgreve
Læs mere på https://www.stafetforlivet.dk/stafet/greve
På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.
Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.