I Menighedsplejen i Aalborg Kommune giver vores dedikerede frivillige et ”frikvarter til pårørende”, som passer et menneske med demenssygdom i eget hjem. Du får nogle gode timer og oplevelser sammen med et menneske, der er ramt af demenssygdom, samtidig med at du giver vedkommendes pårørende en højt værdsat mulighed for at tanke næring til en krævende hverdag.

 

Hvad laver du som demensven?

Som demensven tilknyttet ”Frikvarter til pårørende” vil du komme på besøg i eget hjem hos et menneske, der er ramt af demens, og være sammen med vedkommende nogle timer typisk hver anden uge, mens den pårørende tager får et lille pusterum uden ansvar.

I virkeligheden er din vigtigste opgave som demensven at give nærvær og tryghed, så både mennesket der er ramt af demens og dennes pårørende har en god og oplevelse med at være adskilt nogle timer engang imellem. Med dit samvær hjælper du til, at begge parter får lidt adspredelse og nye indtryk.

Måske er du god til at skabe rammerne for en hyggelig snak om gamle dage eller det, som rører sig i omverdenen, måske har du lyst til at spille et genkendeligt spil, høre musik, lave håndarbejde eller læse højt sammen med din besøgvært.

Det kan også være, det giver mening at tage en tur ud af huset, på havevandring, ud på en lille gåtur og opleve naturen og årstidernes skiften eller måske en køretur i bil ud i det blå. I fællesskab med mennesket, du besøger finder vi ud af, hvad der vil være meningsfuldt og givende for alle parter.

 

Hvem er du?

Som demensven er det ikke så vigtigt præcis hvilken baggrund, du har, vi skal nok sørge for at klæde dig på, så du er rustet til opgaven. Det vigtigste er dine menneskelige egenskaber, din nysgerrighed på mennesker og din evne til at skabe oprigtig, nærværende og omsorgsfuld kontakt med et menneske med demens.

Vi lægger vægt på at du er:

  • Du er empatisk, smilende, imødekommende og god til at komme i kontakt.
  • Du er tålmodig og rummelig
  • Du er et menneske, som er god til at lytte og til at mærke andre mennesker.
  • Du møder andre mennesker med respekt og i øjenhøjde
  • Du er et menneske, som får energi og livsglæde i samværet med andre 

 

Hvad får du med?

"Det er rørende og givende at komme så tæt på et andet menneske. Det giver mig så meget med til mit eget liv".

Sådan udtrykker en af vores nuværende frivillige det, til svar på spørgsmålet om, hvad det giver at være frivillig i Menighedsplejen. Hos os får du nemlig lov at gøre den berømte forskel for andre, men samtidig vil du nok også opleve en stor gensidighed i relationen til et andet menneske. Med dig hjem kan du derfor tage både livsglæde, taknemmelighed og måske reflektion og eftertanke i forhold til dit eget liv.

Herudover vil du opleve et særligt fællesskab blandt andre frivillige ildsjæle, der ligesom dig, brænder for at gøre den berømte forskel for andre. Vi holder løbende, sparrings-, lærings- og sociale arrangementer, der klæder dig på til dine frivilligopgaver og giver dig følelsen af at høre til i et meningsfuldt fællesskab.

 

Hvem er vi?

Menighedsplejen er en folkekirkelig, almenvelgørende organisation bygget omkring frivillige kræfter. Vi har mange års erfaring med at yde støtte, omsorg og opbakning i livets svære situationer.

Vi samarbejder tæt med Aalborg Kommune, regionen og private organisationer om at formidle kontakt mellem dem, der trænger til støtte og dem, der står parat til at hjælpe.

Vi tilbyder både Frikvarter til pårørende, besøgsvenner, vågetjeneste, Musikcafé for demente og driver Kirkens Genbrug på Boulevarden. Som organisation har vi særligt viden om demens, nærværende omsorgsarbejde, musikkens rolle i mødet med mennesker, meningsfulde fællesskaber og at se mennesket bag sygdom, diagnose eller livsvilkår.

Mærk fællesskabet, mærk et menneske, mærk dig selv - bliv demensven i Menighedsplejen!




På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Opgavetype: Besøgsven og plejecentre
  • Arbejdsområde: Socialt arbejde og udsatte
  • Længere forløb
  • Organisation: Aalborgprovstiers Menighedspleje

Info om organisationen:

Aalborgprovstiers Menighedspleje
Menighedsplejen er en folkekirkelig, almenvelgørende organisation bygget omkring frivillige k...
Menighedsplejen er en folkekirkelig, almenvelgørende organisation bygget omkring frivillige kræfter. Vi har mange års erfaring med at yde støtte, omsorg og opbakning i livets svære situationer.Vi samarbejder tæt med Aalborg Kommune, regionen og private organisationer om at formidle kontakt mellem dem, der trænger til støtte og dem, der står parat til at hjælpe.Vi tilbyder både Frikvarter til pårørende, besøgsvenner, vågetjeneste, Musikcafé for demente og driver Kirkens Genbrug på Boulevarden. Alle tilbud er gratis.
Læs mere

  • Opdateret den: 22.05.23
  • Udløb: 30.08.23
Andre jobs fra organisationen: