I Gåvenner matches en ældre medborger med en frivillig gåven og sammen går de tur én gang ugentligt. Gåturene giver seniorer med begrænset netværk og som måske er utrygge ved at gå tur alene, en mulighed for frisk luft, bevægelse og hyggeligt selskab. 

Det er op til matchet, hvor de går hen. Det kan være en gåtur i en park, i lokalområdet eller en tur til den nærmeste bænk. Selv en lille gåtur eller snak er med til at forhøje livskvaliteten. Den ældre borger kan være gangbesværet, gå med rollator eller sidde i kørestol. Det kan derfor være de har brug for lidt støtte, men det er ikke foventet at gåvennen har nogen faglig træning.

Lige nu søger vi en aktivitetsleder, der sammen med en anden aktivitetsleder, skal drive Gåvenner, så flere ældre får deres ønske om en gåven opfyldt. Solen skinner, fuglene synger og behovet for Gåvenner er stigende. Vi har i høj grad brug for at engagere flere til at blive frivillige i Gåvenner - og netop dette søger vi en aktivitetsleder til.

Vi søger dig, som er god til at møde mennesker og fortælle om den store forskel som de frivillige gåvenner hver dag gør og er frisk på at tage sagen i egen hånd ved at lave og udbrede rekrutteringsmateriale fx på uddannelsesinstitutioner, på Røde Kors' interne rekrutteringskanaler såvel som eksterne. 

Du får mulighed for at være med til at sætte retning og skabe rammer for aktiviteten i det omfang, du ønsker - og du står aldrig alene. Gåvenner har i forvejen en engageret aktivitetsleder og en ansat frivilligkoordinator, som du altid kan sparre med. Derudover er der mulighed for at samarbejde med Røde Kors Hovedstadens øvrige sekretariat og dets frivillige, fx. kommunikationsgruppen, som kan hjælpe med at lave videoklip, artikler mv. Mulighederne er mange - vi håber, at du har idéerne :-)

Afhængig af dit ønske, er der også mulighed for, at du som aktivitetsleder afholder samtaler med frivillige gåvenner og ældre borgere samt at matche disse. I denne rolle er det vigtigt, at du kan skabe gode samtaler med forskellige mennesker.

Vi søger dig, der 

  • Er initiativrig og vil dele dine gode idéer
  • Kan støtte op om bæredygtige relationer mellem frivillige og deltagere
  • Har gode samarbejdsevner og kan agere sparringspartner
  • Har mulighed for at lægge en frivillig indsats i ca. 4 timer om ugen

Ikke mindst skal du have lyst til et tæt samarbejde med Gåvenners anden aktivitetsleder, Jonathan.

Som frivillig leder i Røde Kors Hovedstaden bliver du en del af en lokalafdeling med over 3.500 frivillige og 50 aktiviteter. 
Du kan både udføre dit frivillige arbejde hjemmefra og fra vores sekretariat på Nørrebro.
Du får mulighed for at udfolde dine lederevner og få mere erfaring med ledelse. Blandt andet tilbyder vi kompetenceudvikling gennem kurser samt løbende sparring.

Vi håber på at høre fra dig!




På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Opgavetype: Træning og idræt, Øvrige
  • Arbejdsområde: Socialt arbejde og udsatte
  • Længere forløb
  • Organisation: Røde Kors Hovedstaden

Info om organisationen:

Røde Kors Hovedstaden
Røde Kors Hovedstaden har eksisteret siden 1917 og er den største lokalafdeling under...
Røde Kors Hovedstaden har eksisteret siden 1917 og er den største lokalafdeling under Røde Kors i Danmark. Vi er 3.000 frivillige, som lægger tid og energi i mere end 50 forskellige aktiviteter til gavn og glæde for de mest udsatte i vores lokalområde. Røde Kors Hovedstaden dækker København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner.Vores ambition er, at de socialt udsatte i hovedstaden skal have mulighed for at indgå i de fællesskaber, de ønsker. De skal have den støtte, de har behov for – ikke mindst til de svære overgange i livet, hvor ressourcerne er særligt knappe.
Læs mere

  • Opdateret den: 28.05.23
  • Udløb: 08.06.23
Andre jobs fra organisationen: