Red Barnet Aarhus og Cirkus Krone søger lejrledere til sommeren 2025
Er du klar til at skrue op for sommerens sjov og blive en del af et fantastisk fællesskab?
Red Barnet søger nu sprudlende og initiativrige lejrledere til den ultimative cirkus-familielejr i 2025! Sammen med lokale cirkusartister vil vi skabe magi, grin og uforglemmelige øjeblikke for børn og deres familier.
CIRKUSEVENTYRET
Vi inviterer dig til at blive en del af vores helt nye cirkus-familielejr, hvor lejrledere (dig) og lokale cirkusartister går hånd i hånd for at skabe den perfekte cocktail af læring og sjov.
HVEM VI LÆNGES EFTER
Vi leder efter lejrledere, der er klar til at sætte ekstra fut i cirkusset! Udover at være en teamplayer vil vi gerne have, at du kaster dig ud i en af disse uundværlige roller:
· Samtalecafé-Stjernen: Skab varme og hygge for småbørns- eller teenageforældre.
· Aktivitetsguruen: Skab sjove, underholdende og lærerige aktiviteter for børn og deres familier.
· Cirkus PR-Mester: Tag styringen i SoMe og giv cirkusset liv online!
· Køkkenakrobaten: Bliv lejrleder med ansvar for køkkenet.
LEJROPLEVELSEN
Forvent en uge fyldt med hjertevarme samtalecaféer og sjove aktiviteter. Der vil være 20 frivillige, 6 lejrledere, 4 cirkusartister og 16-20 børnefamilier med børn i alderen 6-12 år (+ søskende).
DIN SUPERKRAFT
Du behøves ikke at kunne alting – vi sammensætter et perfekt team, så alle områder bliver dækket! Men vi søger folk, som kan genkende sig selv i en af de nedenstående kompetencer.
· Pædagogisk: Erfaring med børn og børnefamilier er en bonus, men vigtigst er dit engagement og din livsglæde.
· Mester i Overblik og Koordination: Har du styr på detaljerne og kan jonglere med planlægning og koordination?
· Frivilligrockstar: Tidligere erfaring med frivilligt arbejde? Fantastisk! Vi elsker passionerede ildsjæle.
Programplanlægning
Der er lavet en overordnet ramme for lejren, men det endelige program fastlægges i lejrlederteamet i samarbejde med frivilligteamet, men vi forestiller os, at det kunne se sådan ud:
· Søndag, den første dag, tilbringes i lejrhytten med de frivillige. Her vil der være fokus på teambuilding, konflikthåndtering, planlægning, forberedelser og at lære omgivelserne at kende.
· Mandag eftermiddag kommer familierne. Denne dag handler om at lære hinanden at kende og introducere til ugens cirkustema.
· Tirsdag og onsdag vil der være cirkusworkshops, samtalecafe og forskellige sjove aktiviteter.
· Torsdag afholdes samtalecafe og aktiviteter. Om eftermiddagen afholder vi cirkusforestilling, hvor alle kan vise hvad de har lært og lavet i løbet af ugen, herefter rundes lejren af og familierne tager hjem.
· Frem til fredag gøres der rent, pakkes ned, evalueres og sluttes af med frivilliggruppen.
Møder du skal deltage i:
· Lejrlederseminar med andre lejrledere fra hele Danmark i foråret 2025
· Kursuset Børnesyn i praksis som foregår online
· 2-3 Ledermøder for lejrledere i Aarhus og vores frivilligkonsulent (hvor vi klæder jer på til opgaven)
· 2-4 frivilligmøder med jeres frivilligteam
Lejrstedet
Hele cirkusset befinder sig nær Struer, tæt ved vandet med massere gode udeområder. Når I ikke er i manegen, så vil i bo på 6 mandsværelser med let adgang til toiletter og badefaciliteter.
SÅDAN BLIVER DU EN DEL AF CIRKUSSET
Fra at skabe programmet til at arrangere fællesaktiviteter - du er med til at jonglere det hele! Men frygt ej, du er ikke alene. Du er en del af et fantastisk lederteam, der er klar til at støtte hinanden. Derudover så får i en lejrkoordinator fra Red Barnet, som klæder jer på til opgaven som lejrledere.
INTERESSERET?
Send os din ansøgning via formularen "Kontakt organisation". Fortæl os lidt om dig selv og din motivation, og så kontakter vi dig hurtigst muligt. Vi afholder løbende samtaler, så skynd dig at kontakte os!
Kan du ikke denne uge, men vil gerne være frivillig lejrleder, så hold dig øje med vores andre opslag - Vi holder nemlig flere lejre hen over sommeren 2025.
Hop med på cirkusvognen, bliv en del af sommerens sjoveste lejr, og vær med til at skabe magi!
På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.
Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.