Du er spændt på, hvad der gemmer sig i den næste kasse, du skal til at pakke ud i afdelingen for Ting og Sager i Blå Kors genbrug på Alsikevej i Randers. Du og din kollega er i gang med at tømme de kasser, der er kommet ind siden jeres andre kolleger, har været på arbejde. Der er porcelæn og der er glas, gryder og pander. Alt muligt forskelligt støder I på i kasserne.
Det skal alt sammen sælges i butikken, men inden da skal det vaskes og ses efter, og herefter skal det farvesorteres på hylderne i butikken. Når du går rundt inde i butikken, nyder du at snakke med den kunde, der mangler nogle glas og den kunde, som blot er ude for at se, hvilke skatte du har sat på hylderne i dag.
Du sætter pris på dit alsidige arbejde i butikken, hvor der både er tid til snak med kunderne og ikke mindst snak og hyggeligt arbejdsfællesskab med dine kolleger. I får altid en god snak over en kop kaffe og et stykke brød.
Når du går hjem efter din ugentlige vagt er det med smil på læben og vished om, at du med din indsats hjælper udsatte børn, unge og familier i Danmark gennem Blå Kors Danmarks hjælpearbejde.
Kan du se dig selv i ovenstående, så tøv ikke med at kontakte os via nedenstående formular. Du er velkommen til en uforpligtende snak og en rundvisning i butikken på Alsikevej i Randers.
På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.
Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.