Vi er
LivsAnker er en nystartet organisation. Formålet er at hjælpe mennesker, der træder ud af negativt socialt kontrollerende miljøer.
Vi har et stort fokus på dem, som forlader lukkede religiøse grupperinger. Unge og voksne, som har mistet deres sociale netværk og ofte også deres forståelse af verden. Nogle har været eller er fortsat under stort pres og chikane, fordi de ønsker at være fri til at være sig selv, tage uddannelse, have en kæreste eller engagere sig i et socialt liv udenfor deres miljø.
Størstedelen af dem, som benytter vores tilbud, vil for altid have forandret deres livsvilkår.
Vores sociale aktiviteter er et af flere tilbud
En af vores målsætninger er at skabe et fællesskab, hvor man har mulighed for at møde andre, der også er trådt ud af socialkontrollerende miljøer. Vi lægger stor vægt på sociale aktiviteter i et ikke-kontrollerende fællesskab, hvor man kan bryde ensomhed og øve sig i at være fri og finde sig selv.
Som supplement til vores sociale aktiviteter, tilbyder LivsAnker også 1:1 sparring og gruppeforløb. I de to sidste tilbud, er der tilknyttet specialiserede frivillige og fagprofessionelle.
Vi er lige nu en lille flok frivillige, der driver aktiviteterne og vi kunne rigtig godt tænke os nogle flere der kunne have lyst til at lege med.
Til at starte på vil vi gerne være aktive i Aarhus, Favrskov og Skanderborg kommuner, men vi mangler dig til at være med til at planlægge og afvikle sociale aktiviteter.
Du får
Som en del af LivsAnkers frivilligkorps bliver du en del af et spirende frivilligt fællesskab, som er med til at gøre en vigtig forskel for andre. Du får mulighed for at bidrage med tid, viden og kompetencer på en måde, som gerne skal opleves meningsfyldt for dig. Ved at være en del af frivilligkorpset og i mødet med vores medlemmer, får du mulighed for at blive klogere på dig selv og andre, samtidig du får erfaring til dit CV.
Du er
Vi søger dig, som er god til at træde til, hvor der mangler en hånd, overblik eller planlægning. Du forstår at rumme forskelligheder, og du kender andres og egne grænser. Du værdsætter at være med til at skabe værdi for andre, samtidig du tør bede om det du har brug for og bidrage med viden og praktisk hjælp, så foreningen kan leve op til det vi arbejder for.
Du føler dig tilpas med at afprøve ideer og give feedback på aktiviteter, så vi får skabt et super fedt tilbud til vores målgruppe. Du er enig i at samarbejde, pålidelighed og fremdrift er med til at sikre et godt miljø for både de frivillige og vores målgruppe.
Du har lyst til at være en af de første i vores frivilligkorps, som vi ser vokse sig større og fyldt med sund, god energi.
Opgaverne er
Aktiviteterne kunne være:
Brætspils aftener
Gåture af 1-1,5 times varighed
Minigolf
Bowling
Osv.
Mulighederne er mange.
Opgaverne i forbindelse med events:
Koordinering af datoer med bestyrelsen
Booke lokaler - vi booker gennem Fritidsportalen i de respektive kommuner
Skrive event beskrivelse til hjemmeside/SoMe
Sørge for indkøb af evt. forplejning
Værtsrollen til events
Evt. tage billeder til SoMe
Rammerne er
Forventet tidsforbrug vil være 3 timer om ugen.
Du vil være fast tilknyttet mindst én anden frivillig, hvor I selv detailplanlægger arbejdstid og fordeling af opgaver. Vi mødes både online og efter aftale i det Østjyske.
Der vil være interne frivillige arrangementer, som du også skal være med til at planlægge og afholde. Vi ønsker at fremdyrke et inspirerende frivilligkorps, som vil vokse med tiden. Du kan være med til at sætte retningen.
Da der er chance for at du kommer til at høre personlige ting fra deltagerne, vil du skulle underskrive en fortrolighedserklæring.
Som forening er vi forpligtet til at indhente børneattest, da der kan deltage børn og unge under 15år.
Praktisk til ansøgningsprocessen
Kontakt Anette på knappen kontakt organisation, hvis du ønsker at blive frivillig hos os eller hvis du vil høre mere.
På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.
Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.