Klub Seje Tøzer er en pigeklub for piger i alderen 7-13 år. Klubben mødes hver tirsdag fra klokken 17.00-18.30 og laver kreative projekter, bager, tegner, danser, ser film, spiller spil, leger - kun fantasien sætter grænser. Pigerne inddrages i planlægning af aktiviteter, så de også har indflydelse og er med til at sætte rammerne for klubben.
I klubben kommer du til at arbejde sammen med et hold af frivillige, som både udtænker og igangsætter forskellige og sjove aktiviteter for klubbens piger. I klubben bestræber de frivillige sig på at være et frirum og et fællesskab for pigerne, hvor de kan komme og være sociale og lave sjove aktiviteter med voksne.
Hvad skal du?
Som aktivitetsleder deltager du på lige fod med de andre frivillige, men derudover har du også ansvar for at lægge vagtplaner, samt stå for kommunikationen mellem Ungdommens Røde Kors, samarbejdspartneren tilknyttet klubben og de frivillige.
Du skal som minimum have afsluttet din studentereksamen, og vi ser gerne at du er i gang med videre uddannelse.
Du vil få en overlevering af den afgående aktivitetsansvarlige samt repræsentanter fra Ungdommens Røde Kors, hvori dine arbejdsopgaver og ansvarsområder vil blive gennemgået. Du vil også få mulighed for sparring med andre aktivitetsansvarlige i nærområdet, bl.a. gennem kurser og frivilligarrangementer.
Det er ikke nødvendigt selv at være i klubben hver gang, men minimum en gang hver anden uge. Man skal regne med at bruge 10-15 timer om måneden på stillingen.
Hvad får du?
Som ansvarlig for klubben får du en unik mulighed for at være med til at gøre en forskel for andre i dit lokalområde. Samtidig vil du knytte bånd til andre frivillige og få en masse sjove og spændende oplevelser, som du selv kan være med til at definere og planlægge. Desuden tilbydes du løbende en masse sociale arrangementer, oplæg og kurser, som du vil få mulighed for at blive en del af, ligesom det vil pynte dit CV.
Kontakt os endelig via. kontaktformularen "Kontakt Organisationen"
Send dit CV samt ansøgning hellere tidligere end senere, da vi indkalder til samtaler løbende og tager stillingen ned så snart det rigtige match er fundet.
Vi glæder os meget til at høre fra dig.
På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.
Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.