Hvad går sprogklubben ud på?
I sprogklubben i 2 Timer om Ugen mødes ca. ti børn og fem frivillige hver uge over et halvt år for sammen at hygge sig, lege og styrke børnenes dansksproglige kompentencer. Programmet, som sprogklubben følger, er udviklet og tilrettelagt i samarbejde med Syddansk Universitet, og aktiviteterne varetages altid af frivillige.
Hvem er børnene?
Børnene går i 0. klasse. De kommer i sprogklubben, fordi de har brug for at styrke deres dansksproglige kompetencer og udvide deres danske ordforråd. Et fællestræk er, at børnene ikke får talt og trænet dansk i tilstrækkelig grad til at følge undervisningen i skolen. Måske har nogle af børnene oplevet udfordringer med sprogprøven omkring skolestart.
Hvem er du?
Du kan være studerende, pensionist eller stadig på arbejdsmarkedet. Måske har du en faglig interesse i sprog, læring eller børn, men det er ikke afgørende. Det vigtigste er, at du har lyst til at indgå i et fællesskab med andre frivillige om at lege og lave aktiviteter, der stimulerer børnenes generelle evne til at lytte til, forstå og tale dansk.
Da vi arbejder med børn under 15 år, skal du give samtykke til, at vi må indhente en børneattest på dig.
Tid og sted
Hver torsdag kl. 15.00-17.00 på Brændgårdskolen i Herning med opstart 30. oktober 2025. Sprogklubben afsluttes den 23. april 2026. Frivilliggruppen har en halv time til at forberede sig og gøre klar, inden børnene møder kl. 15.30. Vi håber, du kan deltage i sprogklubben hver anden uge, og meget gerne hver uge.
Du inviteres sammen med de øvrige frivillige til en uddannelsesdag den 25. oktober forud for opstart af sprogklubben, hvor I lærer hinanden at kende og klædes på til opgaven. Desuden får du løbende sparring af en medarbejder i 2 Timer om Ugen om aktiviteterne og samspillet med børnene i sprogklubben.
Kort om 2 Timer om Ugen
2 Timer om Ugen er en frivillig social indsats, der styrker flersprogede børn sprogligt, socialt og kulturelt med det mål at give dem bedre forudsætninger for en god skolegang og på sigt bedre mulighed for at gennemføre en ungdomsuddannelse. 2 Timer om Ugen tilbyder to aktiviteter:
Match. Her mødes et flersproget barn med en dansktalende voksen to timer om ugen for at lege, læse og hygge sig sammen for på den måde at styrke barnets danske sprog og kendskab til dansk kultur og levevis.
Sprogklub. Her mødes en gruppe flersprogede børn med en gruppe frivillige en gang om ugen i seks måneder, hvor de sammen leger sig igennem sprogstimulerende aktiviteter.
Hvis du er interesseret i at blive frivillig i sprogklubben eller høre mere om 2 Timer om Ugen, så kontakt os via formularen "kontakt organisation".
Vi glæder os til at høre fra dig.
På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.
Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.