• Kan du lide at lave mad og hygge over et godt måltid?
  • Har du lyst til at lære mennesker med andre livshistorier at kende?
  • Vil du have adgang til gratis kurser og foredrag i samtaleteknik, misbrug, psykisk sygdom og sundhed, køkkenhygiejne mv.?
  • Er du over 25 år, moden, stabil og psykisk robust og kan bruge 3 timer hver anden tirsdag (kl. 16 - ca. 19) sammen med en fast gruppe af frivillige?

Så har du nu chancen for at gøre en stor forskel for nogle, der virkelig trænger!

WeShelter søger nemlig en frivillig "madklubber" til NABO-center Amager. 

Vi forventer, at du:

  • Er over 25 år og psykisk robust
  • Har lyst og energi til at engagere dig i det frivillige arbejde i minimum et år
  • Er udadvendt, kontaktskabende og rummelig
  • Er tålmodig, stabil og har mulighed for at deltage i madklubben hver minimum hver 14. dag og i 4 netværksmøder om året
  • Brænder for at arbejde med hjemløse og socialt udsatte

Vi kan tilbyde dig:

  • Et udfordrende frivilligjob, hvor du kan kombinere dine interesser for madlavning og socialt arbejde
  • Mulighed for at indgå i et fællesskab med motiverede frivillige og en farverigbrugergruppe
  • Introduktionskursus og løbende opkvalificerende fyraftensmøder og kurser om misbrug, hjemløshed, konfliktløsning og frivillighed – se kommende kurser her.
  • Sparring på din indsats i madklubben og mange udviklingsmuligheder som frivillig i organisationen
  • Dokumentation for dit frivillige arbejde efter et år

Du skal være minimum 25 år, da vores frivillige skal kunne matche brugerne. 

Madklubbens formål er at lave lækker, ernæringsrig mad til få penge og skabe et fællesskab mellem motiverede frivillige og mennesker, der befinder sig i en livssituation præget af psykisk sårbarhed, ensomhed, misbrug og/eller hjemløshed. Vi arbejder ud fra det brede, positive sundhedsbegreb, hvor sundhed ikke blot handler om fysisk sundhed og velbefindende, men i lige så høj grad om at have et velfungerende socialt netværk og et aktivt og værdigt liv. Og så handler det om at skærpe sit blik for ressourcerne hos sine medmennesker.

NABO ligger på Portugalsgade på Amager og er et stort, lyst hus med en varm stemning og en fantastisk baghave. NABO er et socialpsykiatrisk værested for psykisk sårbare, socialt udsatte og hjemløse mennesker. I huset kan brugerne benytte sig af en café, forskellige værksteder, idrætsaktiviteter, undervisning, rådgivning og nogle arrangerede ture ud af huset. Der er kvalificeret personale ansat til at hjælpe brugerne og inddrage dem i de daglige aktiviteter. Huset har desuden et par værelser til akut-overnatning for husets brugere. Du kan læse mere om NABO på www.nabocenter.dk  

De mennesker, der kommer i NABO tilhører en meget bred aldersgruppe med en lille overvægt over 40 år. Typisk er deres liv præget af psykisk lidelse og svage sociale netværk. Nogle har ligeledes misbrug, men det er ikke tilladt at være påvirket i huset. 

Når madklubben mødes på NABO-center er personalet gået hjem. Madklubben starter hver gang med at beslutte, hvad der skal på menuen denne dag. Derefter går madklubben sammen ud og køber ind ligesom maden laves i fællesskab. Efter der er spist og hygget færdigt, ryddes der op i fællesskab.  Alle bidrager med det, de kan – det frivillige arbejde i madklubben er nemlig blandt udsatte ikke for udsatte.

Lyder det som noget for dig? Så send os en ansøgning! 
Skriv lidt om dig selv, din baggrund, dine erfaringer med målgruppen og ikke mindst din motivation for at ville være med i madklubben.

Har du spørgsmål er du også meget velkommen til at kontakte os via kontaktformularen.
Vi glæder os til at høre fra dig!

På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Opgavetype: Besøgsven og plejecentre, Café og værested, Sundhed og førstehjælp
  • Arbejdsområde: Sundhed og sygdom
  • Længere forløb
  • Organisation: WeShelter
  • Opdateret den: 26.02.20
  • Udløb: 30.04.20
Andre jobs fra organisationen: