DET HANDLER OM SAMVÆR OG NÆRVÆR!
- 2 - 4 gange om måneden
Et barn får styrket sit selvværd og sin selvtillid, når det oplever, at en voksen giver nærværende samvær  -  frivilligt, ubetalt og af egen drift. Som ven!

Som familieven er du med til at give et mindre barn noget af det, som ægte samvær kan betyde for trivsel og vækst. Og som ven og sparringspartner for forælderen  (oftest en enlig mor)  kan du give værdifuld støtte og afhjælpe tvivl og usikkerhed.

I et gensidigt venskab høster du også selv...

Som frivillig familieven er du almindeligvis sammen med familien i nogle timer, to til fire gange om måneden.  På hverdage eller i weekender, alt efter hvad der passer dig og familien.  I bestemmer selv! 

Hvad laver man for eksempel?

HVAD der skal ske, er op til dig og familien at beslutte. Det handler ikke om at tilbyde et hav af ekstraordinære oplevelser. Det vigtigste er, at du er en nærværende og opmærksom voksen i den tid I deler med hinanden.
I kan tage på tur eller bare være derhjemme. Spille spil, sysle med hobbyer, lave mad eller bare hyggesnakke og lege.
Du skal ikke være hverken barnepige eller underholdningschef.  I hvert fald ikke mere end du selv har lyst til...
Du er heller ikke rådgiver  -  men måske sparringspartner, hvor du trækker på din egen livserfaring i en ligeværdig relation med moderen.

Hvem er børnene?    og familierne...

Børn med behov for en familieven er ofte børn af enlige forældre, hvor det sociale og familiemæssige netværk er spinkelt. Børnene er op til 6 år. Nogle familier har ret beskedne fysiske og økonomiske rammer, andre udfordres krævenden fuldtidsjob og manglende netværk.

»Når den ene af forældrene af forskellige årsager er fraværende i et barns liv, sker det ofte, at også andre familiemedlemmer forsvinder. Derfor kommer børnene ofte fra små familier med et minimalt netværk.
Det er ofte børn, som i en meget tidlig alder har oplevet at miste nogen, de holdt af - eller som slet ikke har haft en far. 
Det kan også være familier med særlige udfordringer grundet handicap, sygdom m.v.  I den situation kan en ekstra voksen til "vores barn" være med til at skabe frirum og fungere som en stabil faktor i hele familiens dagligdag. 

Hvem er familievennerne?
Som familieven kan du have vidt forskellig baggrund, men har nok rundet de 35 med en god portion livserfaring i rygsækken. 
Du kan være single, i par, være barnløs eller  have børn der er fløjet vel langt væk fra reden, så du måske savner at have jævnligt samvær med børn.

Vores krav er først og fremmest, at du skal have lyst, energi og mod på at engagere dig i et barns liv og hverdag. Vi har brug for gode og rummelige voksne med god tid og mentalt overskud.

Ok, det lyder som noget for mig! Hvordan foregår det?
Vi gør en stor indsats for at sikre, at det er rigtigt for dig at vælge at blive familieven (eller voksenven). Herved øger vi sandsynligheden for at familien og barnet får en stabil og langvarig relation, som er så vigtig for at det lykkes at gøre en forskel.
Derfor gennemgår du et orienterings- godkendelses- og matchningsforløb. Dette omfatter bl.a. udfyldelse af spørgeskema, hjemmebesøg med interview samt et heldagkursus sammen med andre nye voksenvenner og familievenner.

Og vi skal have lov at indhente straffeattest og børneattest på dig.

Vi gør meget for at matche den "rigtige" voksne med det "rigtige" barn/familie. Vi udviser stor omhu og grundighed i processen og tilstræber herigennem at give relationen det bedst mulige udgangspunkt for at udvikle sig positivt for alle parter med et langvarigt potentiale.
Venskaber udvikler sig over tid og har, som alle andre venskaber, ingen forhåndsdefineret udløbsdato.

Er du interesseret? Så tryk nedenfor på "Kontakt organisation"


Eller find os på nettet eller Facebook: Børns Voksenvenner Aarhus

Vi glæder os til at høre fra dig!

  • Opdateret den: 07.07.18
  • Udløb: 01.12.18

Information:

  • Opgavetype: Andet, Flygtninge og integration, Træning og idræt
  • Arbejdsområde: Børne- og ungdomsarbejde
  • Længere forløb
  • Organisation: Børns Voksenvenner

På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Andre jobs fra organisationen: