Startlinjen er en telefonrådgivning, der støtter mennesker i livskrise. Samtalerne kan fx handle om skilsmisse, fyring, overgreb, sygdom, vanskelige relationer, traumatisk opvækst, at være pårørende m.m.
Som frivillig på Startlinjen møder du ind på vores hyggelige kontor på Frederiksberg, hvorfra samtalerne tages. I kan være op til tre frivillige på vagt sammen ad gangen. Der er desuden altid en ansat med på vagterne, som sørger for støtte, læring og forplejning, og som kan træde til og overtage svære samtaler eller snakke dem igennem med dig, når du har lagt røret på. Du får supervision på dine vagter, og vi sørger for et grundigt oplæringsforløb.
Startlinjen har i alt ca. 70 frivillige tilknyttet. Vi tilbyder løbende kurser og fyraftensmøder, sommerfest, julebanko, biografklubber m.m. Og så har vi en helt særlig Startlinjen-ånd, som betyder, at du kan komme og være præcis den, du er.
Som frivillig på Startlinjen skal du være fyldt 28 år, og du skal tage vagter ti timer om måneden i det første år - herefter syv timer om måneden.
Startlinjen har åbent alle årets dage kl. 16-23. Du kan sætte dig på vagt hver hele time, og du kan være på vagt så mange timer ad gangen, du ønsker. Du tilrettelægger selv dine vagter hjemmefra via vagtplanen, der ligger online.
Vi glæder os til at møde dig!
På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.
Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.