Har du lyst til at hjælpe med at skabe bedre trivsel blandt børn i folkeskolen? Og lyder gruppedynamik, samtaleforløb og hyggeligt samvær godt i dine ører?

Så er du måske en af vores næste frivillige gruppeledere i en Trivselsgrupper. Efterspørgslen på Trivselsgrupperne er stigende, og derfor har vi nu brug for nye frivillige.

Trivselsgrupperne er et samarbejde mellem Selvhjælp Silkeborg og Silkeborg kommune, og afholdes på skolerne i Silkeborg kommune. Grupperne ledes i fællesskab af en frivillig og en ansat på skolen.

En trivselsgruppe mødes over ca. 10 gange af et par times varighed én gang om ugen, oftest i skoletiden.
Efter endt gruppeforløb kan du vurdere, om du har lyst til at fortsætte. Ofte vil din ansatte makker skulle køre to forløb i løbet af et skoleår, og det er altid dejligt, hvis den frivillige har lyst til at være en del af begge - dette er dog ikke et krav.

Dine opgaver som gruppeleder:

  • At lytte og samtale med børn om svære ting i deres hverdag.
  • Bruge forskellige værktøjer, spil, lege, videoklip, historier osv. for at hjælpe børnene med at sætte ord på de følelser de har.
  • Indgå i et teamarbejde med en ansat på skolen – oftest en lærer eller pædagog.
  • Skabe et rart og trygt rum, hvor børnene er glade for at komme. 

Vi forventer af dig, at du:

  • har lyst til at arbejde med børn og kan rumme de frustrationer og dilemmaer børnene står i.
  • er anerkendende og nærværende og kan være med til at skabt et trygt og fortroligt rum for børnene.
  • er ansvarsbevidst, har mentalt overskud og er god til at lytte.
  • kan sætte grænser, skabe ro og struktur.

Vi tilbyder dig:

  • Et introkursus, som vil ruste dig til opgaven.
  • Regelmæssig sparring og støtte.
  • Et meningsfuldt job, hvor du hjælper børn og unge.
  • Et samarbejde med en anden gruppeleder, som brænder for det samme som dig.
  • Mulighed for spændende kurser.
  • Inspirationsaftner med forskellige spændende oplæg og foredragsholdere og sommer- og julefest.
  • At blive en del af et frivilligt netværk, og af en forening som er landets største på sit felt.

Det er ikke et krav, at du har erfaring/faglighed inden for feltet. Vi er mere interesserede i, hvem du er som person, men erfaring/faglighed bydes også meget velkommen.

Vi har flere frivillige med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser, og vi er vant til at opsætte rammer med skånehensyn. Så længe du har mod på opgaven og har et mentalt overskud, så vil du kunne komme i betragtning som frivillig hos os. 

Hvis du er tilkendt fleksjob, men ikke er i beskæftigelse, så har vi også styr på reglerne om frivilligt arbejde og borgere på overførselsindkomst. 

Er du interesseret i at høre nærmere, så kontakt Trivselsgruppekoordinator Kirsti Haven via kontaktformularen.

Du kan også læse mere og se en film, der er blevet lavet omkring trivselsgrupperne på Selvhjælp Silkeborgs hjemmeside

Selvhjælp Silkeborg er en frivillig forening, der samler børn, unge eller voksne i samtalegrupper, hvor deltagere i samme livssituation deler erfaringer og støtter hinanden.




På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Opgavetype: Børn og unge, Ledelse af aktiviteter, Rådgivning og selvhjælp
  • Arbejdsområde: Børn og unge, Socialt arbejde og udsatte, Sundhed og sygdom
  • Længere forløb
  • Organisation: Selvhjælp Silkeborg
  • Opdateret den: 02.11.22
  • Udløb: 31.10.23
Andre jobs fra organisationen: