Vil du være med til at gøre genoplivning til en folkesag? Så bliv frivillig Giv Liv-instruktør!

  • Er du interesseret i at undervise andre i hjertelungeredning (HLR) og brugen af en hjertestarter (AED)?
  • Kan du afsætte en weekend, hvor du deltager på et todages instruktørkursus?
  • Er du i god fysisk form og kan se dig selv på et fysisk og mentalt krævende kursus i to dage, hvor du en stor del af tiden sidder på knæ og øver hjertemassage (HLR)?
  • Kan du se dig selv agere i en undervisningssituation, hvor du kort, skarpt og præcist videreformidler viden og budskaber fra din instruktøruddannelse?

Hvis du kan sige ja til ovenstående, håber vi at høre fra dig!

Om projektet

Hjerteforeningen og Dansk Råd for Genoplivning (DRG) er gået sammen om at udvikle et introduktionskursus i genoplivning: Hjerteredderkursus - 30 minutters intro i genoplivning. Som frivillig instruktør skal du undervise på Hjerteredderkurser - 30 minutters intro i genoplivning. Du vil være med være med til at udbrede basal viden om genoplivning og få flere danskere til at træde til og turde at handle ved hjertestop. Indtil videre har mere end 70.000 danskere taget et Hjerteredderkursus. Vi håber, at du vil være med til, at endnu flere får et kursus!

Hjerteredderkursus - 30 minutters intro i genoplivning tilbydes ikke i folkeskoleregi (herunder privatskoler, friskoler og efterskoler).

Din opgave som frivillig instruktør

Som frivillig instruktør forpligter du dig til at undervise ved min. 10 Hjerteredderkurser – 30 minutters intro i genoplivning i løbet af to år fra uddannelsesdagen. Hjerteforeningen vil støtte dig med organiseringen af afholdelsen af Hjerteredderkurserne – 30 minutters intro i genoplivning samt hjælpe dig med at finde deltagerne til kurserne. Du vil indgå i en løbende dialog med Hjerteforeningen og skal være forberedt på at udføre enkelte administrative opgaver i form af registreringer i forbindelse med hvert kursus.

Om uddannelsen

For at blive instruktør i Hjerteredderkurser - 30 minutters intro i genoplivning skal du bestå uddannelsen med løbende vurdering og tests ved Dansk Råd for Genoplivning. For at bestå instruktøruddannelsen stilles der krav til følgende:

  • At du kan tilegne dig viden på et vist fagligt niveau og kan formidle denne viden struktureret og præcist, således at al central information om hjertelungeredning og brug af en hjertestarter formidles på 30 minutter.
  • At du har et helbred og en fysisk mobilitet, som gør dig i stand til at gennemføre en fysisk og mentalt krævende uddannelse med todages træning af hjertelungeredning (HLR) på gulvet.

Du skal være fyldt 18 år for at tage instruktøruddannelsen. Uddannelsen er gratis og strækker sig over en weekend, typisk fra kl. 9 til ca. 17.30 lørdag og kl. 9 til ca. 16 søndag. Kurset er uden overnatning. Vi tilbyder løbende uddannelser over hele landet. 

Dansk Råd for Genoplivning er ansvarlig for instruktøruddannelsen.

Børneattest

Som frivillig instruktør i genoplivning kan du undervise børn ned til 12 år. For at blive instruktør, skal du derfor godkende at vi indhenter en børneattest. Ifm. spørger vi derfor om dit CPR-nummer ved tilmelding. Dit CPR-nummer vil blive opbevaret fortroligt og i fuld overensstemmelse med GDPR. Der skelnes ikke mellem instruktører, der underviser børn og instruktører, der ikke underviser børn. 

Tilmelding

Gå til tilmeldingsformularen ved at trykke her

Du vil modtage en mail, når vi har modtaget din tilmelding. Typisk et par uger efter, vil du få en mail om hvorvidt vi kan tilbyde en plads på det ønskede kursus, eller om kurset er fyldt og du er kommet på ventelisten. 

Spørgsmål og kontakt

Ved spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte os via knappen "kontakt organisation". 

På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Info om organisationen:

Hjerteforeningen

  • Opdateret den: 28.07.20
  • Udløb: 31.08.20