Har du lyst til at få erfaring med konkret solidaritetsarbejde og projektadministration, og har du lyst til at være en del af en travl arbejdsplads med et stort frivilligt miljø?

Afrika Kontakt slår hermed to praktikpladser op med start den 31. januar 2019 og frem til 28. juni 2019.

Læs om vores anden stilling som politik- og kampagnepraktikant her.

Praktikant med fokus på projektarbejdet

Afrika Kontakt (AK) søger en praktikant fra den 5. februar og frem til den 28. juni 2019 til at indgå i vores projektteam. Du vil i denne stilling arbejde tæt sammen med vores to projektmedarbejdere og vores frivillige projektgrupper. Som praktikant vil du støtte op om vores generelle projektarbejde med et særligt fokus på projektadministration og partnerskaber med politiske græsrodsorganisationer i det globale Syd.

Praktikken vil være 32 timer om ugen med fleksible arbejdstider, således at du også vil have mulighed for at passe eventuelle kurser i perioden. Der vil forekomme møder aften og weekend samt mulige rejseaktiviteter i forbindelse med projektbesøg. Praktikken er ulønnet, men alle rejseaktiviteter dækkes af Afrika Kontakt.

Opgaver:

  • Være kontaktperson til nogle af Afrika Kontakts projektgrupper og indgå i deres samarbejde med afrikanske partnerorganisationer.
  • Støtte projektgrupperne med projektadministration og økonomistyring, herunder Swazilandgruppen og Sydafrikagruppen der arbejder hhv med demokratibevægelsen og organiserede landarbejdere.
  • Støtte grupperne i monitorering- og evalueringsarbejde sammen med de afrikanske partnere.
  • Støtte Afrika Kontakts Mozambique- og Ocean Grabbing arbejdsgrupper i ansøgningsprocesser til vores primære donor, CISU, til støtte af vores partneres arbejde for klimaretfærdighed.
  • Støtte projektgrupperne med at finde alternativ finansiering udenfor Danida og CISU's rammer.
  • Andre forfaldende opgaver på sekretariatet.

Du vil få erfaring med:

  • Arbejdet i en frivilligdrevet organisation, der er i konstant udvikling.
  • At samarbejde med græsrodsorganisationer i det globale syd.
  • Fundraising og fondsansøgninger til aktiviteter i Danmark, Europa og Afrika.
  • Administration og monitorering af udviklingspojekter

Vi søger en person som:

  • Er i stand til at arbejde selvstændigt.
  • Er god til at facilitere processer med flere parter involveret.
  • Er god til at motivere og arbejde med frivillige.
  • Har praktisk sans, koordineringsevner og er god til at skabe overblik.
  • Er indforstået med og kan arbejde under den politiske ramme vi har i Afrika Kontakt.
  • Gerne har erfaring eller kendskab til rettighedsbaseret arbejde og/eller græsrodsbevægelser i Afrika.
  • Gerne har kendskab til organisationsarbejde, men er ikke et krav.
  • Har gode dansk- og engelskkundskaber i både tale og skrift.
  • Er i gang med en videregående uddannelse.

Vi tilbyder en praktikplads, hvor du får praktisk erfaring med politisk projektarbejde, og hvor du kommer til at samarbejde med mange ildsjæle med stor faglig viden og politisk erfaring. Det konkrete indhold i praktikken afgøres i vid udstrækning af dine kvalifikationer og faglige profil, sådan at praktikopholdet fuldt ud lever op til dit uddannelsessteds krav. Det vil også være muligt at ændre start- og slutdatoerne for praktikken, så den tilpasses dine behov.

Om Afrika Kontakt 

Afrika Kontakt er en solidaritetsbevægelse, der sammen med græsrodsbevægelser fra hele verden kæmper for grundlæggende forandringer i det globale politiske og økonomiske system. Vi tror på, at en mere lige og retfærdig verden er mulig. Vi støtter sociale bevægelser i det globale Syd i deres kamp for demokrati, rettigheder og en mere lige fordeling af samfundets ressourcer. Vi arbejder på at påvirke beslutningstagere i Danmark, EU og globalt, og på at mobilisere og informere befolkningen i Danmark om de forhold, der skaber ulighed, og de muligheder der er for at skabe forandring. Du vil til daglig være en del af sekretariatet på Nørrebro i København, hvor vi pt. er 4 ansatte, 2 praktikanter og ca. 100 frivillige aktivister.

Ansøgning 
Send din ansøgning og dit CV til os senest den 30. oktober 2018 kl. 9. Der vil blive kaldt til samtaler snarest derefter.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved at ringe til Afrika Kontakt.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

  • Opdateret den: 12.10.18
  • Udløb: 01.11.18

Information:

På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Andre jobs fra organisationen: