Projektet "Bro til hverdagslivet" søger lige nu flere frivillige ”igangsættere/undervisere” til vores recovery-caféer i Rudersdal.  Mange mennesker, som er psykisk sårbare, henvender sig til projektet, fordi de føler sig ensomme, isolerede, og de oplever, at deres hverdag mangler indhold og meningsfuldhed. Derfor har vi sammen med foreningen SIND udviklet nogle frivillige gruppeforløb, hvor vi bl.a. snakker om relationer, opbygning af netværk, samarbejde med kommunen og andre relevante emner for mennesker, som oplever psykiske og sociale udfordringer i hverdagen.

Din rolle som frivillig

Emnerne tager udgangspunkt i folderen ”Guide til et godt hverdagsliv”, som vi introducerer dig og de andre frivillige for. Du skal derfor ikke nødvendigvis have viden om emnerne i forvejen eller have erfaring med at undervise – vi skal nok klæde dig på. Din rolle til selve recovery caféerne bliver ikke at undervise i emnerne, men mere kort at introducere dagens overordnede emne og derefter starte dialog med deltagerne og støtte dem i arbejdet med konkrete redskaber, som vi også introducerer dig for. Du er altså mere en "igangsætter" end en underviser. Der vil maks være 15 deltagere til caféerne, og I vil være mellem tre og fire frivillige. Som frivillig vil du også skulle hjælpe med at planlægge indholdet fra gang til gang, booke oplægsholdere og købe ind til kaffe og kage. Der er en frivilligkoordinator ansat til at støtte jer i arbejdet.

Caféerne vil vare to til tre timer pr gang og foregår med 14. dages mellemrum – der er otte gange pr. forløb, så et forløb strækker sig altså over fire måneder. Dag og tidspunkt planlægger vi sammen. Du behøver ikke kunne alle gange.   

Som frivillig på recovery caféerne i "Bro til hverdagslivet" hjælper du psykisk sårbare mennesker til bedre livskvalitet gennem dialog, redskaber og social kontakt samt støtter dem til at opdage nye perspektiver og handlemuligheder.

Peer-støtte

For at være frivillig i projektet er det nødvendigt, at du selv har oplevet psykiske udfordringer i hverdagen. Dine personlige erfaringer gør, at deltagerne på recovery caféerne føler sig mødt på en ligeværdig måde, og så giver det håb at se, at andre, der har haft det ligesom dem, lever et meningsfuldt liv, hvor der er overskud til at hjælpe andre. Dette kaldes peer-støtte.

Som frivillig tilbyder vi kurser og workshop,s hvor du bliver klædt på til det frivillige arbejde og hjælper dig til at udvikle dine kompetencer og evt. CV (alt efter behov). Du har også mulighed for selv at præge, hvilken viden og kompetencer, der skal være omdrejningspunktet for recovery caféerne. 

Det frivillige arbejde foregår i Rudersdal.

Har du spørgsmål, eller er du nysgerrig på at høre mere, så kontakt os endelig :)

 Vi glæder os til at høre fra dig.

  • Opdateret den: 29.10.18
  • Udløb: 15.01.19

Information:

  • Arbejdsplads(er): Holte
  • Opgavetype: Café og værested
  • Arbejdsområde: Kulturelt arbejde , Socialt arbejde og udsatte, Sundhed og sygdom
  • Længere forløb
  • Organisation: BRO TIL HVERDAGSLIVET

Info om organisationen:

BRO TIL HVERDAGSLIVET

I "Bro til hverdagslivet" arbejder vi med psykisk sårbarhed, inklusion og frivillig peer-støtte. Peer-støtte er, når du har opleve...

På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Andre jobs fra organisationen: