Hvad er en følgeven?

Som frivillig følgeven skal du støtte et barn i en udsat position i at komme til og fra fritidsaktiviteten og derved hjælpe barnet med at få en god start, så det føler sig trygt og inkluderet. Erfaringen viser nemlig, at et godt fritidsliv kan være en platform, hvor børn med svære opvækstvilkår kan lægge deres baggrund fra sig for en tid, lære sig selv at kende, finde sin identitet, udtrykke sine følelser eller præstere, og dermed få anerkendelse fra andre børn og voksne. 

Det drejer sig om børn i alderen 5-12 år, hvis forældre af sociale, kulturelle eller helbredsmæssige grunde ikke er i stand til at sikre deres barns deltagelse i fritidslivet. Red Barnet Odense samarbejder derfor med Odense kommune for at sikre at disse børn med udsatte baggrunde får et godt og aktivt fritidsliv.

Hvad bliver man en del af?

Som følgeven i Red Barnet Odense får du en unik mulighed for at gøre en forskel i et barns liv i dit eget lokalområde, og derved er du med til at forbedre livet for udsatte børn.

Du vil få en unik mulighed for at knytte et særligt bånd til det sårbare barn.

Derudover bliver du også en del af verdens største uafhængige børneorganisation, som dagligt kæmper for børns rettigheder.

Samtidigt vil du blive en del af et team med mulighed for sparring og supervision.   

Hvad kan vi tilbyde?

Vi tilbyder, at du bliver klædt godt på til opgaven, så du har de bedste forudsætninger for at hjælpe barnet.

Derudover vil der være økonomi til at hjælpe barnet med et fritidspas, hvilket vil sige gratis adgang til fritidsaktivitet, samt kørselsgodtgørelse såfremt at anvendelse af bil er en nødvendighed for at få barnet til fritidsaktiviteten.

Du får desuden rig mulighed for at deltage i kurser, som kan bidrage og styrke din faglighed og personlige udvikling, hvis dette ønskes, samt muligheden for at få guldkorn til dit CV.

Vi går desuden ind for fleksibel frivillighed, som passer til aktivt familie-job-studieliv.

Hvem er du?

Du er:

  • Rummelig og positiv
  • Lyttende og opmuntrende
  • Engageret og varm

Du skal desuden have blik for, hvordan barnet kan blive selvhjulpet i fritidsaktiviteten, så du med tiden kan overflødiggøre dig selv.

Derudover forpligter du dig til at hjælpe barnet til fritidsaktiviteten én gang om ugen i én sæson svarende til 5 måneder.

Interesseret?

Lyder ovenstående som noget for dig, så skynd dig at sende en ansøgning via formularen ”Kontakt organisation”.

Vi ser frem til at høre fra dig.

På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Arbejdsplads(er): Odense
  • Opgavetype: Mentor og voksenven
  • Arbejdsområde: Børn og unge, Socialt arbejde og udsatte
  • Længere forløb
  • Organisation: Red Barnet

Info om organisationen:

Red Barnet
  • Opdateret den: 14.07.19
  • Udløb: 02.08.19
Andre jobs fra organisationen: