Bliv en del af vores gratis og uvildige økonomirådgivning for hjemløse unge på RG60 på Nørrebro. 

RG60 er et botilbud for hjemløse unge med personlige og sociale problemer. Tilbuddet henvender sig til unge hjemløse i aldersgruppen 18-29 år med sociale og/eller psykiske problemstillinger, eventuelt kombineret med et misbrug. 

Beboerne kendetegnes ved at have manglende tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarked og de kan være præget af lavt selvværd og være psykisk sårbare. Mange af dem har svært ved at overskue økonomien, og det blokerer for deres overskud, så de har svært ved at komme videre i deres liv.

Som frivillig økonomirådgiver på RG60 skal du være indstillet på at der er en del opsøgende arbejde. De unge kan den ene dag være motiveret for at arbejde med deres økonomi og næste dag er deres fokus et andet. Derfor er det vigtigt at du som menneske er tålmodig og har lyst og overskud til at bygge en tillidsfuld relation op til de unge, hvad end det er i selve rådgivningen eller over et spil bordtennis med de unge på herberget, hvis en samtale aflyses. 

Rådgivningen ligger tirsdage fra 17-19 og du vil sammen med en eventuel makker have rådgivningen hver anden tirsdag. 

Du bliver klædt på til at arbejde med en meget sårbar målgruppe. Som økonomisk rådgiver i WeShelter arbejder du læringsorienteret og hjælper brugerne med at opbygge deres kompetencer inden for hverdagsøkonomi og rettigheder. Det øger chancerne for at fastholde bolig, relationer og arbejde.

Vi forventer at du:

  • Kan dokumentere uddannelse og erhvervserfaring indenfor økonomi, jura, socialret eller lignende
  • Brænder for at bruge dine kompetencer til at skabe bedre vilkår for hjemløse og udsatte
  • Er åben og rummelig og tager udgangspunkt i den enkelte brugers situation og ønsker for økonomirådgivningen
  • Er robust og kan håndtere brugernes komplekse livssituationer
  • Er tålmodig og stabil
  • Kan afsætte to timer hver anden tirsdag til arbejdet
  • Kan forestille dig at være frivillig økonomirådgiver i min. et år og gerne længere

Du får:

  • Et fagligt fællesskab med andre engagerede frivillige rådgivere
  • Uddannelse i at håndtere målgruppen – se kommende kurser her
  • Mulighed for at gøre en konkret forskel for udsatte og hjemløse i København
  • Medbestemmelse – du bliver hørt, både når du har gode idéer, og når du er frustreret
  • Indsigt i en anden verden. En indsigt, som du måske kan bruge fagligt, og som du i hvert fald kan bruge personligt
  • Løbende faglig opdatering om lov- og praksisændringer, som har konsekvenser for brugerne af WeShelters Økonomirådgivning

Som frivillig økonomirådgiver hjælper du udsatte og hjemløse mennesker med få overblik over deres økonomi og gæld. Det kan ske ved at indgå afviklingsaftaler med kreditorer og myndigheder, at søge eftergivelse og henstand eller du kan optræde som bisidder i fogedretten.

Lyder det som noget for dig? Så send os en ansøgning! Skriv lidt om dig selv, din faglige baggrund og ikke mindst din motivation for at være frivillig økonomirådgiver for hjemløse og udsatte mennesker. Har du spørgsmål er du også meget velkommen til at kontakte os via kontaktformularen.

Vores målgruppe er hjemløse og socialt udsatte mennesker. En væsentlig årsag til at hjemløse bliver fastholdt i hjemløshed er uoverskuelig gæld. Vi hjælper med at skabe overblik og får etableret nogle realistiske og konstruktive afbetalingsordninger. Det er med til at skabe ro og frigive resurser hos vores brugere, så de bliver bedre i stand til at søge job, uddannelse og bolig. Vi arbejder med såvel unge som ældre hjemløse, og udsatte mennesker i egen bolig, som lever på kanten af samfundet. Vi har rådgivning på herbergerne Kollegiet Gl. Køge Landevej og RG60 og på værestedet NABO.

Læs mere om organisationen og vores arbejde på www.weshelter.dk

På frivilligjob.dk finder du frivilligt, ulønnet arbejde.

Frivilligt arbejde er for alle – og frivilligjob.dk opfordrer derfor alle uanset køn, alder, etnicitet, nationalitet, social baggrund, seksuel orientering, handicap og religiøst eller politisk ståsted til at søge.

Information:

  • Opdateret den: 28.07.20
  • Udløb: 30.09.20
Andre jobs fra organisationen: